
Samarbejdspartnere
Dansk Ungdoms Fællesråd
Flere af os er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). DUF er et værdifællesskab med fokus på demokrati, ansvar og engagement. Vi arbejder derfor sammen om gode vilkår for børne- og ungdomsorganisationer i Danmark.
Samrådet
Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd er et politisk samarbejde og netværk. I samrådet er vi alle idebestemte organisationer, og derfor gør vi brug af hinanden i forhold til fælles interesser.
Spejderhjælpen - raske børn hjælper
Spejderhjælpen er en fond, der er stiftet af de danske spejderkorps. Fondens formål er at støtte projekter til fordel for nødlidende, syge og vanskeligt stillede børn både i Danmark, herunder Grønland, og uden for landets grænser.
Fondens midler tilvejebringes ved en årlig Spejderhjælpsuge. I ugens løb tilbyder spejdere landet over deres hjælp til fx græsslåning, pudsning af vinduer og lugning af haver mod betaling. Indtjeningen går ubeskåret til fonden.
Spejderhjælpsugen indbringer ca. 1 mio. kr. årligt, og disse midler fordeles hvert år til ca 15-20 projekter.
At gøre noget for andre
Med Spejderhjælpen lever vi op til kravet om mellemfolkelig forståelse, som indgår i alle spejderkorpsenes formål "Duty to others". Det er et af den internationale spejderbevægelses grundlæggende principper, og som vi i Danmark oversætter til tjeneste. Det kommer til udtryk i de forskellige korps’ spejderlov og spejderløfte med sætninger som "at gøre noget for andre".
Klimakamp
Spejderne har deltaget i kampagnen 1 ton mindre. Det var i partnerskab med Energistyrelsen og 100 andre virksomheder, kommuner og NGO'er. Kampagnens budskab var, at alle skal tage ansvar for fremtiden og nedsætte vores personlige CO2-udslip. Sammen satte vi fokus på klimaet overfor resten af verdenen.
Som partner i kampagnen afgav spejderne klimaløfter, hvilket svarede til en reduktion på knapt 350 ton CO2. Det blev sponsoreret af Telenor.
Partnerskabet gav også mulighed for at lave en klimavenlig spejderlejr og klimaaktiviteter på Højbro Plads under FN’s Klimatopmøde i december 2009. Dette var sponsoreret af Radio Nova og Saint Gobain, og i løbet af knap 14 dage var der ca. 10.000 mennesker forbi.
Folkekirkens Nødhjælp og skolegang
Spejderne har i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp arbejdet med pigespejderne i Zambia om et projekt der bl.a. sikrer forældreløse piger i Zambia basal skolegang. Dette projekt har eksisteret siden 2001.
Projektet viser deltagerne en anden vej gennem livet end den, de allerede kender. På den måde bidrager spejderne til at skabe en fremtid for en ellers meget udsat gruppe i det zambiske samfund. Gennem Zambia-projektet får danske spejdere en konkret indgang til at forstå nogle af de problemer, børn og unge står over for i verdens fattigste lande.
Fjeldgruppen
Fjeldgruppen tilbyder fjeldkurser til spejdere.
Kurserne handler bl.a. om:
- Tekniske færdigheder (padle kano, bygge snehule, klatre etc.),
- Hvad skal der til for at planlægge og gennemføre en fjeldtur, så den forløber så sikkert som muligt,
- At fungere som en gruppee
- Dømmekraft og lære sine grænser at kende
Fra begynderkurser i vildmarksliv til specialiserede klatrekurser styrker fjeldgruppen spejdere og ledere i deres spejderarbejde.
Vi har flere samarbejdspartnere end nævnt. Kontakt os, hvis I vil høre mere.