Ny projektleder skal skabe aktiviteter på Ungdomsøen

|

Kategorier

Foreningen Spejderne

Det gamle Middelgrundsfort i Øresund skal i løbet af de næste to år transformeres fra en øde ø til en Ungdomsø, fuld af liv og aktiviteter for alle unge i alderen 15-25 år. Transformationen får nu et ekstra skub i form af Mikkel Gjelstrup, der fra 1. oktober 2017 bliver ansat som projektleder med ansvar for at udvikle aktiviteter på Ungdomsøen, som kan tiltrække og engagere unge fra forskellige fællesskaber.

Mikkel Gjelstrup har bl.a. været ansat 10 år i GAME, bl.a. som udviklingschef. GAME er en international NGO, der arbejder for at skabe sociale forandring via kultur og sport for børn og unge i Danmark og i Libanon. I GAME har Mikkel bl.a. haft ansvaret for at udvikle StreetMekka-huse, hvor tomme fabriksbygninger blev omdannet i en unge-drevet proces, der udviklede fællesskaber og fysiske miljøer. Mikkel er uddannet i performancedesign og virksomhedsstudier, og er i dag medstifter og partner i ANDEL, som er et rådgiverkollektiv, der arbejder med udvikling ift. by, arkitektur og bæredygtighed.

Mikkel Gjelstrup på besøg på den kommende Ungdomsø

Mikkel har altid haft et stærkt fokus på, at fællesskaber er tilgængelige for alle og glæder sig meget til at være med til at udvikle Ungdomsøen til et sted for alle unge:

”Jeg er optaget af, hvordan vi kan bygge og organisere rummelige fællesskaber, hvor alle unge føler sig velkomne og kan bidrage. En ø er en fantastisk platform for at udvikle og engagere unge gennem unge-drevne aktiviteter og fællesskaber, samtidig med at vi skal engagere foreninger, institutioner, organisationer, virksomheder mfl. i stærke partnerskaber omkring Ungdomsøen.”

Mikkel har ikke selv en fortid som spejder, og ser det som en styrke i forhold til at kunne medvirke til at løfte spejderbevægelsens ambitioner for Ungdomsøen:

”Spejderne rummer stærke ressourcer, viden og traditioner, som Ungdomsøen skal tage afsæt i – men som samtidig skal udvikles og udfordres i samarbejdet, hvis alle unge skal føle, at øen er et sted for dem. Jeg vil gå til denne opgave med respekt og forståelse for det eksisterende, kombineret med min brede viden om, hvad der skal til for at få mangfoldige ungefællesskaber til at fungere.”

Mikkel Gjelstrup er 37 år, og bosat i Brønshøj sammen med sin kone og tre børn i alderen 3-9 år. Fra 1. oktober 2017 kan Mikkel kontaktes på mikkel.gjelstrup@spejderne.dk.