Stor interesse for partnerskaber med Ungdomsøen

Ungdomsøen har netop haft en lang række samarbejdspartnere på besøg til en rundvisning og en workshop på Ungdomsøen. 

Tekst af: Martha Libach Burup

Der er fuld gang i udviklingen af Ungdomsøen. Det er ikke kun de fysiske rammer på det gamle søfort, der ændrer sig. Øens aktiviteter og tilbud begynder at tage form. Nogle er allerede på tegnebrættet og andre idéer er ved at blive skabt i samarbejder mellem Ungdomsøen og de første kernepartnere.  

Til næste år vil Ungdomsøen slå portene op og give unge mulighed for at deltage i meningsfulde projekter og aktiviteter. Spejderne inviterede en række samarbejdspartnere til øen for at give dem muligheden for at bidrage til udviklingen. 

– Vi har samlet en masse mennesker, der brænder for at gøre noget med og for unge. Vi har samlet de første af en række organisationer, der kan være med til at udvikle indhold og forløse potentialet for Ungdomsøen, sagde Lisbeth Trinskjær, der er bestyrelsesmedlem i Spejderne, om arrangementet. 

Ungdomsøen version 1.0 

Renoveringen af det gamle Middelgrundsfort er i fuld gang. Lasse Bolander, der er bestyrelsesformand i Middelgrundsfonden fortalte på rundvisningen om renoveringsarbejdet. 

– Vi renoverer for 120 millioner. På sådan et stort sted som det her, med mange lange gange og kvadratmeter, er en renovering en stor opgave. Derfor er det Ungdomsøen version 1.0 der vil blive præsenteret, når øen åbner i år 2019. Ungdomsøen version 1.0 får blandt andet et køkken, der kan bespise 200 mennesker, fortalte Lasse Bolander under rundvisningen. 

Der bliver også gode muligheder for at overnatte på Ungdomsøen. Der bliver plads til 125 overnattende gæster indendørs, 60 overnattende i sheltere og derudover bliver der lejrpladser med plads til i alt 300 til 400 overnattende.  Ligesom øen kommer til at rumme en række mødefaciliteter.

De første partnere klar – flere vil komme til

Med plads til så mange gæster vil Ungdomsøen udvikle en række forskellige tilbud og aktiviteter i samarbejde med forskellige partnere. Og interessen fra de inviterede var ikke til at tage fejl af. Rundvisningen blev afsluttet med en workshop hvor der livligt blev snakket om, hvor de forskellige samarbejdspartnere kunne se sig selv bidrage til at udvikle indhold og aktiviteter til Ungdomsøen. 

Lisbeth Trinskjær stod for workshoppen var glad for den store opbakning. 

– Vi kan mærke, at de er klar. Det tegner godt for fremtiden, at de vil lægge erfaringer og arbejdsressourcer. Det betyder rigtig meget for ungdomsøen, fortalte Lisbett Trinskjær efter workshoppen. 

– Jeg er specielt glad for at, de ikke bare vil være med til at formidle det her, men at de også vil være med til at udvikle Ungdomsøen, afsluttede hun.

Ligesom Ungdomsøen er under løbende  udvikling, er antallet af samarbejdspartnere også. Har man interesse i, at blive en del af Ungdomsøen kan man kontakte udviklingskonsulent jon.laursen@spejderne.dk .

De deltagende aktører på turen var:

CEFU – Center for Ungdomsforskning, Dansk Spejderkorps Sydslesvig, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Baptisters Spejderkorps, De grønne pigespejdere, Det Danske Spejderkorps, Efterskolerne, Friskolerne, HE Agenda, Højskolerne
Københavns Kommune Bæredygtig udvikling, Københavns Kommune Børne- og ungdomsforvaltningen, Københavns Ungdomsskole, Middelgrundsfonden, Rapolitics, Roskilde Festival, Trygfonden, Rollespilsfabrikken, Landsforeningen Bifrost, Maritime Nyttehaver.

Det er Nordea-fonden, der med støtte på 120 mio. kr. søsætter spejdernes vision om at omdanne det gamle for til en ø for alle unge.

 

 

Billeder af Mads Anders Jensen.