John Sværke bliver ny sekretariatschef

I første omgang er der en række planlægningsmæssige opgaver, der skal på plads. 300 frivillige er allerede i gang med planlægningen af Spejdernes Lejr 2022 og her får John en vigtig opgave i at understøtte dette arbejde. John Sværke skal samtidig støtte arbejdet med foreningen Spejderne, som afholder digital generalforsamling med deltagelse af alle bestyrelsesmedlemmer i de fem korps i Danmark den 13. marts. Her skal stregerne optegnes for Spejdernes udvikling i tiden frem til SL2022.

Samarbejde er grundlaget

”Jeg glæder mig til at møde alle kollegaerne, frivillige som ansatte” siger John Sværke. ”Det bliver ikke lige til at få et kaffemøde i bogen med alle fra start, men det er mit klare udgangspunkt at gode relationer, gensidig tillid og åbenhed er vigtige elementer for et godt samarbejde. Og samarbejdet er grundlaget for, at Spejderne kan styrke arbejdet med at skabe fællesskab, friluftsliv og udfordringer for børn og unge i Danmark.”

Både medarbejderne og lejrledelsen ser frem til samarbejdet. ”Med John får vi en sekretariatschef som med sin store operationelle og strategiske erfaring både kan bidrage til at sikre en fantastisk Spejdernes Lejr i 2022 og samtidig skabe en struktur, der sikrer, at erfaringsdelingen mellem lejrene, såvel som andre af Spejdernes projekter, bliver tydeligere.” Fortæller Bue Heckmann, kommunikationskonsulent i Spejderne.

Stærk sparringspartner med stor erfaring

”Vi har allerede drøftet Spejdernes Lejr med John Sværke, og hvordan han kan understøtte arbejdet. Vi ser en stærk sparringspartner i John og glæder os til at komme i gang med samarbejdet,” siger Morten Lykkeberg & Charlotte Flaskager, lejrchefer for Spejdernes Lejr.

I bestyrelsen for Spejderne er der også glæde over, at man kan tiltrække dygtige profiler.

”Sekretariatschefen har sammen med Spejdernes Administrationsfællesskab en vigtig opgave med at understøtte de mange frivillige i Spejdernes Lejr, være en vigtig sparringspartner og bl.a. bidrage til administrative processer. Med forventet 30-40.000 deltagere er det en stor mundfuld. Her kommer Johns erfaring med daglig økonomi og administration os til gode, ligesom han har erfaring med afvikling af store events” siger Mathias Faaborg, formand for Spejderne.

John kommer fra en stilling som administrationschef i Kingo-Samuels sogn i København, hvor han blandt andet har banet vejen for et nyt tæt samarbejde på tværs af sognene i området. John bringer en solid uddannelsesmæssig og personlig baggrund ind i Spejderne. Han er tidligere major i det danske forsvar, hvor han blandt andet har været ansvarlig for uddannelse og udvikling af 3.200 frivillige i Region Sjælland.

”John er et engageret værdimenneske, der tager ansvar for fællesskabet; både det nære og det store fællesskab. Han er på frivilligt basis mentor i dansk kultur og sprog for udlændige, der gerne vil tilegne sig viden om Danmark, og arbejder også som Veterankoordinator i Glostrup kommune. Det er den slags ansvarlighed, vi sætter højt hos Spejderne” siger Stine Kirk Jensen, formand for Spejderne.

Læs mere om Spejdernes Lejr 2022 HER