Alt for mange børn og unge med usynlige handicap som ADHD, autisme og angst oplever i dag, at der ikke er plads til dem i det organiserede fritidsliv. De har svært ved at finde sig til rette i foreningerne, og mange vælger fritidsfællesskaberne helt fra. Det vil vi gøre op med.

Med Spirende Fritidsfællesskaber arbejder Spejderne sammen med DGI, Bifrost og Videnscenter om handicap for at skabe et fritidsliv, hvor alle føler sig velkomne – også dem med usynlige handicap. Projektet tager udgangspunkt i det internationalt anerkendte Solsikkesymbol, som markerer, at en person har et usynligt handicap og kan have brug for særlige hensyn. Hvor Solsikken i dag mest ses i butikker og lufthavne, bringer vi den nu ind i fritidslivet – og i øjenhøjde med frivillige og foreninger.

Sådan gør vi en forskel

Spirende Fritidsfællesskaber skal gøre det lettere for mennesker med usynlige handicap at blive en del af fritidslivet – og samtidig styrke spejderfællesskabet for alle. Projektet bygger på eksisterende viden om, hvad der virker i praksis, og trækker blandt andet på anbefalinger fra rapporten Inkluderende Fritidsfællesskaber. Som første skridt gennemfører vi en grundig behovsafdækning, hvor både målgruppen og spejderlederne bliver hørt gennem interviews og spørgeskemaer. Det er afgørende, hvis vi skal udvikle løsninger, der både er relevante og brugbare i praksis.

Med afsæt i indsigterne fra behovsafdækningen udvikler vi nye værktøjer og greb, der gør det overskueligt for frivillige at skabe inkluderende rammer i deres egne aktiviteter. Det kan være enkle tiltag som tydeligere struktur på møderne, brug af visuel og kropslig kommunikation, buddy-ordninger for nye deltagere og fleksible måder at deltage i aktiviteter på – alt sammen greb, der skaber tryghed og fællesskab. Når vi tilpasser aktiviteter, så flere kan være med, skaber vi samtidig et stærkere og mere nærværende fællesskab for alle.

Værktøjerne bliver frit tilgængelige via en digital platform og bliver fulgt op af kurser, workshops og synlighed på nationale events som Spejdernes Lejr. På den måde baner vi vejen for mere inkluderende og bæredygtige fællesskaber – med spejderne som foregangseksempel i fritidslivet.

Hvorfor Spejderne er med

Spejderne har stærke traditioner for fællesskab, frivillighed og plads til forskellighed. Mange spejdergrupper er allerede gode til at inkludere børn og unge med særlige behov – og med dette projekt ønsker vi at gøre det endnu lettere for flere grupper at være med. Vi tror på, at alle børn og unge har ret til at være en del af et meningsfuldt fællesskab – og at vi som spejdere har et særligt ansvar for at bane vejen.

Har du spørgsmål så kontakt:

Vil du høre mere om projektet, eller har du ønsker om at involvere dig direkte? Så skriv til Frederikke Møller Helvad (KFUM-Spejderne) – fmh@kfumspejderne.dk.

Læs mere om Solsikkesnoren her

Læs pressemeddelelsen i forbindelse med lanceringen af projektet her

Er du spejderleder? Besvar vores spørgeskema:

Vil du være med til at åbne dørene for endnu flere børn og unge i jeres gruppe – og få konkrete værktøjer, der gør det lettere at inkludere alle? Så ville det være en stor hjælp, hvis du tager 5-10 minutter til at besvare et spørgeskema – og med det giver os indsigt i, hvilke udfordringer og behov du som leder møder, når det handler om inklusion. Ved at dele jeres erfaringer er du med til at forme helt konkrete værktøjer og materialer, der bliver udviklet direkte til jer – noget, der kan gøre jeres arbejde lettere, give jer nye handlemuligheder og styrke fællesskabet i gruppen.

Klik her for at gå til spørgeskemaet

Tak fordi du er med til at skabe en mere inkluderende spejderbevægelse – én, hvor alle kan føle sig hjemme.

Foto: Mathias Kjær Pedersen / SPEJDERNE

Projektet kort:

Projektperioden løber fra 2025-2028, og der udvikles bl.a.:  

  • En online platform med viden og værktøjer til frivillige 
  • Kompetenceløft til frivillige i medlemsforeningerne i de tre organisationer 
  • Foreningsudviklingsforløb i de tre organisationer 

Projektets ambition er at skabe uddannelsesmateriale, som er frit tilgængeligt for alle. Projektgruppen arbejder for, at frivillige i alle fritidsarenaer skal have muligheden for at udvide deres inklusionskompetencer, hvis de er motiverede for det. Derudover har organisationerne fokus på at styrke tilgængeligheden på nationale events.  

Selvom projektet tager udgangspunkt i mennesker med usynlige handicap, vil inklusionstiltagene også kunne imødekomme mange med både fysiske handicap samt børn og unge, der ikke har handicap. Sagt med andre ord – at skabe gode inklusionsvilkår i fritidslivet for den ene målgruppe, har projektgruppen erfaringer med åbner døren for et generelt større fokus på inklusion for alle uanset handicap eller ej. Målet med projektet er derfor at udvikle værktøjer til frivillige, som både afspejler og imødekommer målgruppens behov samt den praksis og de vilkår, som frivillige i fritidslivet arbejder indenfor.