Spejderne ansætter Thea Hass som ny direktør

|

Kategorier

Foreningen Spejderne
Spejderne har ansat Thea Hass i en helt ny stilling som direktør. Hun skal sikre udvikling og fremdrift, så Spejderne i de kommende år kan nå ud til endnu flere børn og unge.

Foreningen Spejderne har pr. 1. oktober 2016 ansat Thea Hass som direktør i Spejderne. Thea Hass’ rolle bliver at lede, drive og koordinere nye og spændende fælles projekter på tværs af de fem danske spejderkorps.
Spejderne har en ambition om i de kommende år at nå ud til endnu flere børn og unge og træde tydeligere frem på dagsordenen, og det bliver denne mission, som Thea Hass skal være med til at forløse.

”Jeg glæder mig meget til at arbejde samme med så mange engagerede mennesker i spejderbevægelsen. At udvikle børn og unge ligger mig nært og jeg mener jeg har meget at bidrage med i den fase det fælleskorpslige samarbejde er gået ind i nu”, fortæller Thea Hass.

Stort potentiale for at nå flere børn og unge

Med omkring 70.000 spejdere udgør de fem spejderkorps til sammen Danmarks største børne- og ungdomsbevægelse.

Spejderbevægelsen giver børn og unge en unik platform for selv at skabe og gennemføre aktiviteter i fællesskab og på tværs af ungdomskulturer – både dér, hvor de bor, og som del af unikke ungdomsmiljøer som f.eks. den kommende Ungdomsø på Middelgrundsfortet. Og der er masser af potentiale for at sætte aftryk hos endnu flere børn og unge gennem friluftsliv, fællesskab og udfordringer.

Direktør med erfaring og indsigt i ungdomsliv

Thea Hass er uddannet jurist og kommer fra en stilling som vicedirektør i Ungdommens Røde Kors (URK). Her har hun siden 2013 blandt andet haft ansvar for fundraising til URKs programmer, betjening af landsstyrelsen samt udvikling og implementering af strategier og metoder.

Tidligere har hun holdt direktørposter i hhv. Odsherred Kommune og Lejre Kommune inden for børne-, unge- og kulturområdet samt inden for HR. Hendes erfaring fra URK og den kommunale sektor, samt hendes indsigt i og succes med fundraising, gør hende til en stærk profil som direktør i Spejderne.

”Jeg er optaget af at skabe mening, forståelse og glæde hos frivillige. Spejderne er et særdeles ambitiøst projekt, og jeg glæder mig over at få lov at bidrage i at sikre et succesfuldt samarbejde mellem spejderne, så vi kan udvikle endnu flere børn og unge,” siger Thea Hass.

Thea Hass har selv været spejder i 12 år, og de sidste 10 år har Roskilde Festivalen været på hendes liste over frivilligt engagement. Thea Hass er 52 år, mor til tre voksne børn og bor i Dyssegård nord for København sammen med sin samlever.

Foto: Erik Gunst Lund
Foto: Erik Gunst Lund