Fra foråret 2019 kan unge fra hele landet mødes om fælles aktiviteter på Ungdomsøen midt i Øresund. 120 mio. kr. fra Nordea-fonden søsætter nemlig spejdernes vision om at omdanne Middelgrundsfortet til en ø for alle unge.
En ø fuld af aktiviteter for unge udviklet af unge. Det var idéen, da den nystiftede Middelgrundsfond sidste år overtog Middelgrundsfortet i Øresund. Og den idé bliver nu til virkelighed, efter at Nordea-fonden har besluttet at støtte projektet med yderligere 120 mio. kr. Ungdomsøen, der forventes at stå klar i 2019, bliver et centrum for hele Danmarks ungdom med fokus på fællesskab, friluftsliv og udfordringer.
“Med Ungdomsøen tager spejderne ansvar for at unge får en unik platform for selv at skabe og gennemføre aktiviteter. Det bliver en ø, hvor unge kan mødes om aktiviteter, indgå i nye fællesskaber og opnå indsigter, som styrker deres interesse og lyst til at tage del i hinandens liv og samfundet generelt. Det ved jeg, at spejderne glæder sig til at udvikle i de kommende år”, siger Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Middelgrundsfonden.
”Visionen er at styrke generationer af unge i at blive aktive, engagerede og nysgerrige mennesker, som tager ansvar for hinanden, fællesskabet og udvikling af vores samfund. Ungdomsøen bliver et fantastisk fyrtårn for udvikling af unge,” siger Mogens Hugo, bestyrelsesformand for Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Et øhav af aktiviteter
I 2019, når Ungdomsøen åbner, skal det gamle søfort danne ramme om aktiviteter for unge fra vidt forskellige fællesskaber og ungdomskulturer.
Ungdomsøen vil kunne rumme adventureløb i øens mange kilometer kældergange, friluftskoncerter i kanonstillingerne, lejrture omkring moderne shelters og udekøkkener, svævebaner over havnebassinet, kulturfestivaller og debatarrangementer i hangarerne, kajakstævner i den nyrenoverede havn, lederuddannelser for unge i nyindrettede mødelokaler og meget, meget andet.
Natur og kultur som inspirationskilde
Før ungdommen kan tage det gamle søfort i brug, skal fortet igennem en omfattende renovering både indvendigt og udvendigt. Der skal etableres tidssvarende faciliteter med forskellige samlingsrum og grupperum, et stort spisehus samt mere end 500 sovepladser både inde og ude. Den unikke natur på øen skal både danne ramme om udfordrende adventure-aktiviteter og fungere som mødested, køkkenhave, spiseplads og soveplads.
“Øen har en helt unik placering, hvor man på én gang kan føle sig langt fra civilisationen og samtidig tæt på storbyen og dens mange muligheder. Den følelse og den rå kontrast mellem det menneskeskabte og det naturlige skal vi bevare. Samtidig skal renoveringen og ombygningen foretages med stor respekt for kulturhistorien samt med minimal belastning af miljøet og med bæredygtige installationer”, siger Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Ungdomsøen.
Detailprojekteringen og myndighedsbehandlingen vil nu for alvor kunne gå i gang og fra næste sommer og halvandet år frem står den på ombygning af Middelgrundsfortet og etableringen af de nye faciliteter, hvorefter Ungdomsøen forventes indviet i foråret 2019.