Praktikopslag: Kan du engagere unge i udviklingen af Ungdomsøen?

|

Kategorier

Foreningen Spejderne

Ungdomsøen søger en praktikant til ungeinvolvering og proces-design. Praktikperioden løber fra starten af august til december.

Vi har Danmarks mest ambitiøse platform til udvikling af unge – Ungdomsøen i Øresund – og vi søger en praktikant, der brænder for at prøve kræfter med at designe og facilitere involverende processer i praksis. Målet er ganske enkelt, at unge over hele landet engageres i udviklingen Ungdomsøen, der lige nu skabes på et gammelt søfort i Øresund.

Dine ideer og kompetencer bliver centrale i at løse den udfordring! Som involveringspraktikant hos Ungdomsøen får du mulighed for at blive en del af et ambitiøst, engageret og nytænkende team, og du får medansvar for at både udvikle og afvikle involveringsprocesser og sætte dit præg på store og nytænkende ungeindsatser.

Hvem leder vi efter?

Vi søger 1-2 studerende, der har erfaring med / brænder for ungeinvolvering, procesdesign, facilitering og frivillighed. Samt interesse for mange forskellige måder at involvere på – Åbne møder, laboratorier, workshops, interviews, kampagner osv. – og gerne både med en fysisk og digital dimension. Vi forventer, at du har mod på at udfordre dine evner til at udvikle involveringsprocesser og stå på scenen i en faciliterende rolle.

Som praktikant kommer du bl.a. til at være med til at planlægge og afvikle ungeworkshops på Ungdomsøen og rundt i hele landet, udvikle og arrangere en-dags tests af Young Mobilizers uddannelsesprogram i tre byer samt være en del af en lang række events – som f.eks. Ungdommens Folkemøde.

I hverdagen vil du samarbejde tæt med Spejdernes sekretariat, en bred vifte af frivillig-grupper samt Middelgrundsfonden, der står for byggeriet af øen. Du vil varetage specifikke faglige opgaver samt bidrage til den generelle drift ved administrative og praktiske opgaver i tæt samarbejde med kolleger.

Vi forventer, at du:

  • Er i gang med en relevant videregående uddannelse – f.eks. ITU, DTU, KADK, RUC, SDU, KU.
  • Er god til at engagere, møde og snakke med unge mennesker
  • Er ansvarsbevidst, struktureret og kan arbejde både selvstændigt og i teams
  • Har erfaring med facilitering, procesdesign og projektstyring
  • Er frisk på at lære og kaste dig ud i ting, du ikke har prøvet før
  • Er klar på at indgå i et lille team, hvor alle hjælper alle – også med forefaldende opgaver

Ungdomsøen

Fra foråret 2019 kan unge fra hele landet mødes om fælles aktiviteter på Ungdomsøen midt i Øresund. 120 mio. kr. fra Nordea-fonden søsætter nemlig Spejdernes vision om at omdanne Middelgrundsfortet til en ø for alle unge. Imens Middelgrundsfonden istandsætter øens fysiske rammer, er vi i Spejderne ved at udvikle de aktiviteter og det indhold, der skal præge øen, når den åbner. Både frivillige unge og professionelle samarbejdspartnere er involverede i udviklingen, og potentialet er stort. Der er behov for stærk kommunikation for at skabe ejerskab og engagement hos landets unge. Det skal du bidrage til.

Spejderne er en børne- og ungdomsbevægelse med over 70.000 medlemmer, der gør børn og unge beredt på livet. Vi repræsenterer de fem spejderkorps i Danmark; Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spej-derne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig. Spejdernes sekretariat består af fire fuldtidsmedarbejdere. Vi er et lille team med utallige samarbejdsflader hos både frivillige og partnere. Ungdomsøen, som du primært vil beskæftige dig med, er derfor bare ét af flere vilde projekter, som Spejderne aktuelt har gang i.

Om praktikforløbet

Praktikperioden er fra starten af august til december. Arbejdstid og praktiklængde vil være tilpasset dit studie.
Du vil få tildelt en praktikvejleder hos Spejderne, som afholder regelmæssige samtaler med dig om mål, trivsel og opgaver. Du vil blive en del af vores gratis frokostordning. Praktikken er ulønnet, men udgifter til forplejning, IT-udstyr mv. dækkes af Spejderne. Vi deler kontor med De Grønne Pigespejdere og Det Danske Spejderkorps på Arsenalvej 10, 1436 København K

Ansøgning

Send din ansøgning, CV og 1-2 eksempler på involverings- eller procesarbejde du har erfaring med til mikkel.gjelstrup@spejderne.dk. Ansøgningsfristen er 2/5 2018 – men send gerne hurtigere, da vi holder samtaler løbende.

Yderligere information

Du kan læse mere om Ungdomsøen og Spejderne på www.spejderne.dk
Spørgsmål kan rettes til Mikkel Gjelstrup på mail: mikkel.gjelstrup@spejderne.dk eller telefon: 40575557

Vi glæder os til at høre fra dig!