Spejdernes Lejr er kommet for at blive

|

Kategorier

Foreningen Spejderne, Spejdernes Lejr

De fem korps har besluttet, at Spejdernes Lejr er kommet for at blive. Den næste lejr afholdes i 2022, og derefter igen i 2026. Samtidig har korpsene skabt et økonomisk fundament for de kommende lejre, via overskuddet fra Spejdernes Lejr 2017.

Foto: Christian Bloch Hansen

De fem spejderkorps besluttede på en ekstraordinær generalforsamling d. 30. april 2018, at Spejdernes Lejr skal være en fast, tilbagevendende begivenhed, næste gang i 2022 og derefter igen i 2026. Korpsene besluttede samtidig at skyde en startkapital på 6,5 mio. kr. ind til planlægningen af kommende lejre. Pengene er en del af overskuddet på 17,4 mio. kr. fra Spejdernes Lejr 2017, som samtidig blev fordelt på en række spejderprojekter.

Investering i kommende lejre

Den største pose penge, nemlig 6,5 mio. kr., investeres i kommende fælles lejre. ”Vi er enige om, at den største del af overskuddet skal gå til kommende fælleslejre. Pengene kommer fra fællesskabet og skal fortsat arbejde for fællesskabet,” siger spejderchef i Det Danske Spejderkorps, Susan Hein Eiberg. Hun suppleres af Mikkel Nilsson, spejderchef for Danske Baptisters Spejderkorps:

”Med massiv investering i fremtidens Spejdernes Lejr ønsker vi at give begivenheden de bedste forudsætninger for at give en unik spejderoplevelse til alle børn og unge i Danmark.”

Ved at skyde en startkapital i kommende lejre slipper korpsene samtidig for at skulle fungere som ”bank” for Spejdernes Lejr, hvilket korpsene har gjort hidtil. Det har samtidig givet nogle ekstra udgifter til korpsene, som ikke er blevet dækket, og som korpsene nu får dækket via en del af overskuddet.

Styrkelse af det eksisterende fælles spejderarbejde

Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke fire eksisterende projekter: Spejderhjælpen, Asocio, Messenger of Peace og Tænkedagsfonden.

De fire projekter får en ligelig andel, som skal anvendes til at styrke projektet, og fastholde et højt kvalitets- og aktivitetsniveau, både i Danmark og i aktiviteterne i udlandet.

”Vi er glade for, at vi på denne måde kan give en helt kontant påskønnelse af noget af det tværkorpslige arbejde, som allerede foregår i dag, og som er af stor værdi for spejderbevægelsen”, siger Christina Palmstrøm, formand for De grønne pigespejdere. ”Det internationale perspektiv er et væsentligt element i spejderbevægelsen, og vi håber, at så mange spejdere som muligt får mulighed for at stifte bekendtskab med det internationale aspekt”.

Flere penge til lokal gruppeudvikling

Ca. 6 mio. kr. skal gå til initiativer om gruppeudvikling på lokalt niveau. Spejderne arbejder allerede med en fælles gruppeudviklingsstrategi for alle korps, og nu får arbejdet så penge til at søsætte flere projekter, der gavner grupperne lokalt.

”Vi skal huske, at kernen i vores spejderarbejde stadigvæk er det gode arbejde, der sker ude i grupper i hele landet hver eneste uge. De udfordringer og det fællesskab, som børn og unge oplever her, gør dem beredt til livet. Derfor har vi også prioriteret en del af overskuddet til fortsat at styrke vores grupper,” forklarer Peter Stubkjær Andersen fra KFUM-Spejdernes formandskab.

Spejderchef Hannes Dau fra Dansk Spejderkorps Sydslesvig supplerer: ”Vi ser frem til at kunne lave endnu flere fælles aktiviteter, som kommer det lokale spejderarbejde til gode. Særligt for os syd for grænsen er det med til at styrke tilhørsforholdet til de øvrige spejderkorps.”

Præcist hvilke gruppeudviklingsinitiativer, som pengene skal gå til, bliver først fastlagt til efteråret.

Fejre Ungdomsøens åbning

For at sikre en stærk forankring af Ungdomsøen i hele landet afvikles der en række særlige åbningsaktiviteter i det første år efter øens åbning i 2019, som der i alt er afsat 2,5 mio. kr. til.

Der bliver afsat penge til en Oplev Øen-pulje, som skal give spejdere fra hele landet mulighed for at besøge øen, og få dækket transporten. Der skal også udvikles forskellige Ø-mærker med tilhørende aktivitetsmateriale, som skal give spejdere i alle aldre et kendskab til øen og gøre øen nærværende i hele landet, bl.a. ved at man kan søge penge til at afholde lokale arrangementer i forbindelse med øens åbning.

Endelig skal der afholdes Ø-camps og andre events rundt om i landet, hvor spejdere og ikke-spejdere får mulighed for at fejre øen i fællesskab.

Spejdernes formandskab, David Hansen og Morten Junget, er begejstrede for de muligheder, der nu bliver for at få Ungdomsøen ud i hele landet. ”Vi er meget optagede af, at Ungdomsøen ikke kun er noget, der finder sted i København, men at spejdere i hele landet kan blive inspirerede af øen”, siger Morten Junget. ”Ungdomsøen har så meget potentiale, og jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke er taget hjem fra øen med et stort smil på læben”, supplerer David Hansen. ”Den oplevelse ønsker vi, at rigtig mange spejdere får med sig i deres spejderliv”.