Ungdomsøen får unge-ambassadører i hele landet

|

Kategorier

Foreningen Spejderne

Ungdomsøen der næste år åbner ud for København på det gamle Middelgrundsfort, er en af de største ungdomssatsninger i nyere tid. Nu har øen fået det første hold unge-ambassadører, der frem mod åbningen skal medvirke til at sprede viden og kendskab til Ungdomsøen. Unge-ambassadørerne selv kalder Ungdomsøen for et “enestående projekt”.

Takket være støtten på 120 millioner kroner som Nordea-fonden i 2015 gav til at transformere det gamle Middelgrundsfort til Ungdomsøen, er man nu på vej ind i den afsluttende fase frem mod, at de første aktiviteter og projekter på Ungdomsøen ser dagens lys i forsommeren 2019. Mens renoveringen snart er ved at være afsluttet sættes der nu omvendt ekstra skub på arbejdet med at skabe indhold på, og kenskab til, øen:

“Vi har sideløbende med renoveringen arbejdet med at udvikle indhold og aktiviteter til øen. Som led i den proces har vi nu uddannet det første hold unge-ambassadører, som frem mod åbningen, og det første test-år for Ungdomsøen, skal ud og møde andre unge i hele landet og give dem indblik i hvad øen kommer til at byde på. Samtidig skal de lytte til hvad unge rundt om i Danmark selv har af håb og drømme for øen, en viden som er central for at sikre at øen i praksis bliver de unges ø,” fortæller Kasper Rolle, der er projektleder for Ungdomsøen og ansvarlig for sammensætningen af det nye hold ambassadører.

“Et enestående projekt”

De 17 nye ambassadører er blevet udvalgt blandt mere end 100 unge fra hele landet, som har ansøgt om at være med fra starten allerede inden Ungdomsøen officielt er åbnet. Blandt dem er 25-årige Dorte Holden Langemark fra Rønne på Bornholm:

“Det er jo så vildt at vores generationer har fået vores helt egen ø med mulighed for at lave både ingenting og alting. Det er et enestående projekt og det måtte jeg bare være med til. Jeg er enormt stolt over at være blevet en del af øen nu og glæder mig bare rigtig meget til, at tale med andre unge om hvad de vil bruge Ungdomsøen til og medvirke til, at alle unge i landet opfatter og bruger Ungdomsøen som det den er, deres ø.” siger Dorte Holden Langemark.

 

De nye unge-ambassadører for Ungdomsøen Annie Grim Balsen, 20 år Faxe Ladeplads, Christina Nielsen, 21 år Ølstykke, Dorte Holden Langemark, 25 år Rønne, Emil Nørgård Vogelius, 20 år Aarhus, Frederik Kjærsgaard Hjeresen, 17 år Fredericia, Frederik van Wylich-Muxoll, 24 årKøbenhavn, Frida Sparre Hangel, 25 år Vester Skerninge (Fyn), Mathilde Høstrup, 21 år Aarhus, Mikkel Merrild, 23 år København, Nina Hjort-Hansen, 22 år Rønde, Rasmus Dose Sandorff, 17 år Rødovre, Sabrina Calmar Petersen, 22 år Sorø, Sarah Amalie Bøgegren Pedersen, 18 år Gram, Sigrid Kjær Poulsen, 17 år Næstved, Sille Nørgaard, 20 år Rønde, Stine Fleurine Sværke, 20 år København, William Kattrup, 18 år Charlottenlund.