LEJRCHEFER FOR SPEJDERNES LEJR 2022 ER UDPEGET

|

Kategorier

Spejdernes Lejr

Styregruppen for Spejdernes Lejr har udpeget de to nye lejrchefer, der skal stå i spidsen for udviklingen og ikke mindst gennemførelsen af Nordens største spejderlejr. Opgaven som lejrchef er en af de mest omfattende og krævende i spejderbevægelsen, derfor har lejrchefernes indbyrdes kemi haft afgørende betydning i udvælgelsen. De nye lejrchefer er Lillan Foged (28) og Jens Harboe Malskær (33), de kommer foruden en baggrund fra spejderbevægelsen med ledererfaring fra det private erhvervsliv og NGO-sektoren.

 Når 40.000 spejdere i 2022 er med på Spejdernes Lejr, bliver det for de to lejrchefer samtidig et højdepunkt for en af de mest ambitiøse opgaver i spejderbevægelsen og en kulmination på mange timers hårdt slid og samarbejde:

”Vi har sammen med landets fem spejderkorps været igennem en lang og grundig proces for at finde det helt rigtige lejrchef-team. Lillan og Jens er et godt makkerpar, der tilsammen har det, der skal til for at stå i spidsen for Spejdernes Lejr i 2022. Når man i så mange år skal arbejde tæt sammen mod et fælles mål, er det afgørende, at ikke bare de personlige kompetencer er gode, det skal kemien mellem lejrcheferne så absolut også være,”fortæller Grete Bækgaard Thomsen, der er den ene halvdel af formandskabet for styregruppen for Spejdernes Lejr.

Jens Harboe Malskær (tv) & Lillan Foged (th)

Lillan Foged kommer med ledererfaring fra sin professionelle karriere samt fra spejderbevægelsen, hvor hun i flere år har været spejderleder og arrangeret projektledelseskurser for trops- og seniorspejdere. Til daglig arbejder hun som afdelingsleder i en international virksomhed. Lillan var med i en del af forberedelsen af Spejdernes Lejr i 2017 og deltog som spejderleder i 2012. Lillan er 28 år og bor i København.

Jens Harboe Malskær tilfører lejrchefteamet masser af erfaring fra et stort frivilligt engagement i spejderbevægelsen, bl.a. gennem arbejde med eksterne relationer, som instruktør og spejderleder. Derudover har Jens en baggrund i forsvaret. Jens afslutter desuden en periode som næstformand i DUF i november 2019. På Spejdernes Lejr 2017 arbejdede Jens med kommunikation. Jens er 33 år og bor på Frederiksberg.

”Jeg glæder mig virkelig meget til at komme i gang med at bygge lejrorganisationen op og se, at lejren tager form. Det er et fantastisk projekt, som Lillan og jeg har fået muligheden for at stå i spidsen for”, siger Jens Harboe Malskær.

Også Lillan Foged ser frem til den store opgave, hun og Jens har påtaget sig:

Jeg glæder mig til at være med til at skabe en fantastisk oplevelse for de tusindvis af børn, unge og voksne, der deltager og er med til at skabe den kæmpe begivenhed, Spejdernes Lejr er. Hvor vi virkelig får vist, hvad spejderarbejdet er, og hvor meget vi kan i fællesskab, fordi vi arbejder sammen på tværs af de fem spejderkorps”.

 Den første større opgave for de nye lejrchefer bliver at bygge lejrorganisationen op med en lejrledelse og sammen med styregruppen finde ud af, hvor den næste lejr skal afholdes.

Fakta

Spejdernes Lejr er med tusindvis af deltagere fra ind- og udland Danmarks (og Nordens) største spejderlejr. Lejren er arrangeret af Spejderne, der repræsenterer de fem danske spejderkorps: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig, som har i alt 70.000 medlemmer.

Den seneste Spejdernes Lejr blev afholdt fra 22. juli til den 30. juli 2017 i Sønderborg og havde deltagelse af næsten 40.000 spejdere fra ind- og udland.

Foto: Lars Schnoor Riisberg

For yderligere spørgsmål:

Grete Bækgaard Thomsen, formand for styregruppen for Spejdernes Lejr, tlf. 21 44 76 53
Frej Elbæk Schjeldal, kommunikationschef, Spejderne, tlf. 30 91 72 01