Op imod 2000 pigespejdere indtager Aarhus lørdag den 4. maj for at markere 100-året for pigespejdere i Danmark. Dagen markeres med et stort åbningsshow på Bispetorv hvor HKH Prinsesse Benedikte holder åbningstale. Derudover byder festdagen blandt andet på forhindringsbane gennem strøget, en særlig spejderudgave udgave af ‘Masterchef’ på Bispetorv samt Fakkeloptog og afslutningsfest i Tivoli Friheden.
Flere piger vil være spejdere, og det går godt for spejderbevægelsen i Danmark. Det er blevet cool at kunne bygge sin egen bivuak, tænde bål med strygestål og løse udfordringer i fællesskab. Det er på den baggrund, at De grønne pigespejdere fejrer deres 100-års jubilæum. Den 4. maj 1919 blev det første og eneste spejderkorps for piger etableret i Danmark. I dag er De grønne pigespejdere Danmarks største pigefællesskab. Hver uge samles børn, unge og voksne kvinder om udfordrende aktiviteter i naturen.
I 100 år har De grønne pigespejdere holdt fast i, at det er værdifuldt for piger at have deres eget spejderkorps at udfolde sig i. Når man kun er piger sammen, har pigerne mulighed for at gøre sig erfaringer med alle typer af aktiviteter og opgaver. Erfaringer de tager med sig ud i livet i andre sammenhænge.
Fra nørderi til attraktivt tilbud
De seneste fem år har De grønne pigespejdere oplevet medlemstilgang.
“30 år tilbage blev spejder af mange opfattet som en lukket, lidt nørdet klub. I dag oplever vi, at kernen i vores aktiviteter – at vi er aktive sammen i fællesskab og at vi er i naturen – vækker genklang hos mange forældre, der søger spejder som fritidstilbud til deres børn,” siger Birgitte Meisner Nielsen, generalsekretær i De grønne pigespejdere.
Den 4. maj markerer pigespejderne 100-året med en festdag i Aarhu hvor næsten 2000 pigespejdere samles og kaster sig ud i aktiviteter i hele byen. Der kommer pigespejdere i alle aldre fra de yngste medlemmer på 3 år og til spejderkorpsets ældste medlem på 93 år. Hele arrangementet i Aarhus er udviklet, tilrettelagt og gennemført af frivillige pigespejdere.
På dagen kan man blandt andet opleve:
- En særlig spejderudgave af “Masterchef” over bål på Bispetorv
- Et bæredygtigt løb inden for hos AffaldVarme Aarhus. Pigespejderne kommer med deres version af en bæredygtig fremtid.
- En forhindringsbane, hvor man kun kan gennemføre, hvis man samarbejder ned gennem strøget
- Et optog gennem strøget med livemusik, 75 faner og næsten 2000 pigespejdere.
- HKH Prinsesse Benedikte deltager i festlighederne og holder tale til åbningsshowet på Bispetorv
- Fakkeloptog fra Tivoli Friheden
- #metoo-løb om krop og egne grænser på Kvindemuseet
- Dagen starter kl. 10 med optog og åbningsshow, aktiviteter rundt i byen mellem kl. 12-17 og afslutningsshow i Tivoli Friheden om aftenen.
Pressekontakt og koordinering:
De grønne pigespejdere kan hjælpe med at formidle kontakt til pigespejdere i alle aldre og fra alle steder i landet. Journalister er meget velkomne til at deltage i aktiviteter sammen med en spejdertrop for at prøve på egen krop, hvordan det er at være pigespejder i dag.
For mere info kontakt: Emilie Tranholm Larsen, kommunikationskonsulent De grønne pigespejdere, tlf 26 36 34 90, mail: etl@pigespejder.dk
Om De grønne pigespejdere
De grønne pigespejdere er et spejderkorps kun for piger og kvinder. Vi har 4000 medlemmer fordelt på 120 lokale grupper i hele Danmark. Vi har 100 års erfaring med at lave udfordrende aktiviteter i naturen for piger.