Bevægelse og trivsel i det fri

|

Kategorier

Folkemødet

Bevægelse og aktiviteter i det fri indgår som en central og væsentlig del af at være spejder. At være spejder er også at være aktiv og have kropsforståelse. Sundhed er en kerneværdi for SPEJDERNE på Folkemødet, og det er verdensmål nummer 3 at “sikre sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper”.

“Spejder giver mulighed for børn og unge kan komme ud i naturen på en helt særlig måde, og det skaber et helt unikt rum, hvor man får lov at bevæge sig, man får lov til at komme i kontakt med sin krop fx gennem klatring og vandring osv.” siger Christian Mølby fra SPEJDERNEs delegation på Folkemødet. SPEJDERNE deltager i Folkemødet med voksne og unge spejdere ned til 15 år.

På Spejdernes Lejr i 2017 kunne de mindste spejdere gå op imod 15 km i løbet af en dag for at komme på aktivitet, frem og tilbage mellem madudlevering, lejr, toiletter osv. Spejderne lærer at mærke deres egne kroppe. Hvor langt de kan gå, hvor højt de kan klatre op eller hvad de skal have på, for at kunne være ude uden at fryse, blive våd osv. Børn og unge lærer på den måde at klare sig selv, fordi de ikke har deres mor eller far med på tur.

SPEJDERNE på Folkemødet er optaget af, at være nysgerrige på nye samarbejdspartnere samt bidrage med vores erfaringer med sundhed og trivsel for børn og unge. På Folkemødet har både unge og voksne spejdere deltaget i debatter og lyttet til oplæg fra andre organisationer, bl.a. Girltalk med fokus på børn og unges trivsel og Friluftsrådet, der arbejder for at få børn og unge til at bruge naturen mere aktivt.

GAME bruger gadeidræt til at skabe trygge relationer mellem børn og unge voksne.

Derudover har Pernille Skovgaard Poulsen, 32 år og spejder i Esbjerg, besøgt GAME, hvor unge playmakers aktivt bruger gadeidræt til at skabe trygge relationer mellem børnene og de unge voksne. Så samtidig med, at de unge rører sig fysisk,  får de en tryg relation til en voksen rollemodel, der selv er vokset op i samme lokalområde.

“Det er spændende at høre, hvordan andre arbejder med børn og unges trivsel. På denne måde kan vi blive endnu klogere og få nogle nye vinkler på, hvordan vi som spejdere kan arbejde med det. Og vi kan også få inspiration til formidle, hvad det egentlig er SPEJDERNE gør, når vi laver aktiviteter for børn og unge,” siger Pernille.

Mindfulness i naturen

Også i forhold til mental sundhed og trivsel, kan vi især byde ind med vores arbejde som spejdere.

Frederikke Nørring Levison, 24 år og spejder i Søborg, nævner vigtigheden af fællesskabet i friluftslivet:  “Spejder skaber også et rum, hvor man kan hvile sig lidt, og slippe ud af strømmene af sociale medier og bare være i kontakt med sig selv. Bare det at være til stede og være en del af fællesskabet skaber en helt speciel form for mindfullness, som taler ind i sundhedsdebatten om at stå stille og være til stede i nuet, og være i naturen og sammen med sine gode venner.”

Folkemødets unge spejdere har deltaget i en workshop om unges sundhed, hvor de kunne bidrage med deres viden og erfaring fra spejderlivet. De kunne fortælle om det positive fællesskaber og det frirum, vi skaber for børn og unge, som i høj grad øger deres trivsel. Vi kender børnene og ved, hvad de kæmper med, fx pres fra skolen og konflikter med venner etc.  Når vi er en del af et fællesskab, er vi ikke ensomme, og det har stor betydning for vores mentale sundhed.

“Spejder er det her sted, hvor der er plads til alle. Og man ved, at man kan i hvert fald et eller andet – altid,” siger Frederikke Koch Clausen, 20 år og spejder i Grøndal.

Omkring halvdelen af alle debatter og indslag på Folkemødet i år har handlet om sundhed og trivsel, og især blandt børn og unge. Vi er stolte af, at SPEJDERNE kan bidrage som en aktiv medspiller.