Er du mellem 18 og 30 år, har du lyst til at inspirere elever fra 1-5. klasse og udvikle dine egne evner som instruktør?
Sammen med UNICEF Danmark, søger vi i Spejderne lige nu instruktører, som skal ud på skoler i hele landet med en 90 minutters aktiv workshop om børneliv i Etiopien, som inspirer eleverne til, hvordan de bliver en helt i hverdagen.
Vi søger dig, som
- Har mod på at tage ud og afholde workshops for mellem en og tre klasser i alderen fra 1.-5. klasse.
- Er mellem 18 og 30 år og har erfaring med eller interesse for målgruppen, undervisning, workshops og at afvikle aktiviteter eller kurser.
- Har lyst til at give skoleelever en spændende undervisningsoplevelse, der rækker ud over det, de normalt laver i skolen.
- Har lyst til at tage ud til skoler i dit nærområde og udbrede kendskabet til børns rettigheder og livet i Etiopien. Vi sørger for, at dine foredrag så vidt muligt passer med din geografiske placering i landet.
Det får du ud af at være med:
- Erfaring med undervisning og værktøjer til, hvordan du engagerer elever, der er mellem 7 og 12 år.
- Et stærkt netværk med spejdere fra hele landet, som også brænder for, at engagere børn og unge. På Ungdomsøen vil du møde de andre, og du vil blive en del af en mindre netværksgruppe, som du kan spare med undervejs.
- En weekend på Ungdomsøen 12-13. september 2020 med alt betalt, hvor du bliver undervist i at være instruktør, bliver klogere på workshopmaterialet, målgruppen og lærer nye metoder til, hvordan man kan engagere eleverne.
- Du får et indblik i internationalt udviklingsarbejde og bliver en del af Danmarks måske mest kendte koncept: Børnenes U-landskalender.
Praktisk
Vi regner med, at alle instruktører kommer til at afholde fire til fem workshops i perioden fra midt oktober til juleferien. De fleste af workshopsene kommer I til at holde to og to, og vi forsøger at fordele dem, så de passer med, hvor du bor i landet.
Workshopsene foregår i skoletiden, og vi ved godt, at det kan kollidere med dit arbejde eller undervisning. Derfor kan du selvfølgelig også få en hilsen fra UNICEF Danmark og Spejderne med en beskrivelse af projektet, og hvad du får ud af at være med, som du kan udlevere til dit uddannelsessted, hvis det er relevant.
UNICEF Danmark dækker transportudgifter, giver et beløb til forplejning i forbindelse med workshoppen og udleverer alle de materialer, som du skal bruge i forbindelse med din workshop. Det eneste du skal gøre, er at pakke rygsækken, tage din UNICEF t-shirt og spejdertørklæde på.
Ansøgning
Skriv maks. en A4-side om dig selv, og hvorfor du gerne vil være en del af holdet bag Børnenes U-landskalender 2020 og send det sammen med dit CV inden d. 10. august 2020 til Jakob Skov Øllgård fra UNICEF Danmark på mail jolgaard@unicef.dk Du vil få svar inden 15. august. Der afholdes ikke samtaler.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Frederikke Levison fra KFUM-Spejderne på mail frederikke.levison@spejderne.dk, eller projektleder i UNICEF Danmark Marie Torp Christensen på mail mchristensen@unicef.dk.