Ungdomsøen: Her bestemmer de unge!

|

Kategorier

Foreningen Spejderne

D. 24. august 2019 skete der noget historisk for Danmarks ungdom. Danmarks unge fik deres helt egen ø. Men hvad er Ungdomsøen egentlig? Og hvad var Spejdernes rolle i dette?

Det tidligere militærfort Ungdomsøen ligger i Øresund uden for København. Øen gik tidligere under et andet navn: Nemlig Middelgrundsfortet. Fortet er opført i perioden 1890-94 som en del af Københavns befæstning og var verdens største søfort. Arealet af øen, inklusiv bølgebrydere, er på ca. 67.000 m², mens selve landområdet udgør 50.000 m². I dag er det dog de unge som hersker over øen.

Det startede i 2015

I 2015 fik en gruppe unge spejdere en forrygende idé. Hvorfor ikke omdanne det gamle Middelgrundsfort til en ø for hele Danmarks ungdom? Det gamle fort blev jo alligevel ikke brugt til noget. Foreningen Spejderne søgte om fondtilskud fra bl.a. Nordea-fonden og A.P. Møller-fonden, som syntes så godt om idéen, at de støttede den med 11 millioner kroner. Dermed blev det muligt at købe øen fra staten. De efterfølgende år begyndte arbejdet med at istandsætte det gamle fort. I 2019 var øen klar til indflytning og blev officielt indviet. Nordea-fonden har i alt givet 137 millioner kroner til Ungdomsøen og dermed støttet massivt op om Øen og dens udvikling.

Foto: Max Mestour

Frivillige ildsjæle er drivkraften

Lige fra det blev besluttet, at Middelgrundsfortet skulle istandsættes og laves om til Ungdomsøen, har folk nærmest stået i kø for at hjælpe til. Frivilligt arbejde er grunden til, at man i dag kan besøge Ungdomsøen og få sig en unik oplevelse. Under hele istandsættelsen har det primært været frivillige kræfter, der har drevet projektet. Hvert år er der blandt andet seks Giv-Et-År-frivillige som flytter ud på øen, tager imod selskaber og står for den daglige drift.

Foto: Ungdomsøen

Hvad sker der på Ungdomsøen?

Fra 2015 til 2019 gennemgik øen en stor renoveringsproces, og i dag er der en masse spændende aktiviteter. Som gæst kan man tage ud og besøge øen og se nogle af de mange aktivteter. Dette kunne eksempelvis være kajak eller havespil. Der er også rum til værksteder samt sheltere, hvor man har mulighed for at overnatte.

Ungdomsøen har mange fede faciliteter til unge mennesker. Derudover tilbyder de et fantastisk fællesskab som man kan blive en del af. Som ung på Ungdomsøen har man mulighed for at bestemme en masse, selv at komme med egne inputs til, hvad der skal laves på Ungdomsøen. Så hvis nogen sidder med en god idé, er det bare om at byde ind. Her er det nemlig de unge, der bestemmer!

Mange spejderelementer i øens kultur

Der er også en masse elementer fra spejderlivet, der er overført til øens kultur. Et eksempel kunne være Ungdomsøens dogmer, der også vil vække genklang hos mange spejdergrupper. Et vigtigt element af spejderbevægelsen er, at unge leder unge. I grupperne har spejderne ofte ledere som ikke er meget ældre end dem selv, og det er en vigtig del af Spejdermetoden, hvor spejderne bl.a. bekender sig til et værdisæt gennem spejderløftet, dyrker et fællesskab med plads til den enkelte og man lærer gennem praktiske udfordringer (learning-by doing).

I Ungdomsøen arbejder de også ud fra fem dogmer som er retningsgivende for alle aktiviteter på øen;

  • Doing > learning: På Ungdomsøen er der plads til at fejle. Det vigtigste er nemlig, at du prøver og handler i fællesskab.
  • Ung for ung: Ungdomsøen er en ø FOR, AF og MED unge. Vi skal tro på unges evner og give dem reel indflydelse.
  • Forstyrrelse: Ungdomsøen skal udfordre, forstyrre normer og give nye perspektiver på verden. Vi skal udfordre vaner og traditioner og gøre noget andet, end det vi plejer.
  • Ægte åbent: På Ungdomsøen er der mange døre ind, så alle har lyst til at være med. Øen skal samle individer – der ikke naturligt finder sammen – i nye forpligtende fællesskaber.
  • Ø og Land: Ungdomsøen er ikke bare noget vi leger. Den skal skabe forandring, som kan mærkes ud over sine fysiske rammer. Man behøver altså ikke være på øen for at lave ungdomsø-aktiviteter.

Foto: Ungdomsøen

Hvad skal der ske i fremtiden?

Øens vision er at være platformen for de næste generationers vigtigste samfundsbevægelser. Ungdomsøen skal styrke generationer af unge i at blive aktive, engagerede og nysgerrige mennesker, som tager ansvar for hinanden, fællesskabet og udviklingen af vores samfund. For at nå denne vision skal kendskabet til Øen blandt andet udbredes, derfor har Øen også et mål om, at 75 procent af Danmarks unge mennesker i alderen 15-30 år skal kende til øen om fem år.

Hvordan besøger jeg Ungdomsøen?

Det er bestemt ikke svært at besøge øen. Turen til Ungdomsøen foregår på Spar Shippings færger, som sejler fra Nyhavn. Færgeturen tager en halv time og kan bookes gennem booking@ungdomsoen.dk. En færgetur koster 60 kroner for en ungdomsbillet. Det kræver bare, at man har tid og lyst. Så måske, at du skulle tage og give det et skud?

Læs mere om Ungdomsøen på deres egen hjemmeside

Artiklen er skrevet af Carl-Emil Flies von Linstow via hans erhverspraktik i Foreningen Spejderne