Hvad sker i den internationale spejderverden i 2023?

|

Kategorier

Internationalt

2023 er året, hvor den internationale spejderbevægelse for alvor er fri for reelle Covid-19 regler, og derfor sætter vi fokus på nogle af de mange fede ting, som sker internationalt i år. Blandt andet afholdes verdensjamboreen i Sydkorea og Kandersteg fejrer 100-års jubilæum. Som Danmark har vi besluttet os for at byde på at blive vært for verdensjamboreen i 2031, hvilket er utroligt spændende og kræver en del arbejde for at blive officielt godkendt som værtsnation på et WOSM-møde i sommeren 2024. Derudover lægger Danmark også jord til de nordiske spejderaktiviteter Go Global og Nordic Adventure Race.

De fem medlemskorps af foreningen Spejderne er alle også medlem af én af de to internationale spejderorganisationer World Organization of the Scout Movement (WOSM) eller World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS) eller begge organisationer.

Internationale begivenheder

Nedenfor kan du finde en oversigt over de største begivenheder i de to organisationer i kalenderåret 2023.

  • Verdensjamboreen: WOSM vil fra den 1.-12. august afholde den 25. version af verdensjamboreen i Sydkorea, hvor bl.a. 430 danske deltagere vil være en del af lejren. Læs mere her eller følg med på Facebook her
  • Kander 100: 2023 er året for Kandersteg International Scout Centre (KISC) 100-års fødselsdag og derfor vil der i løbet af året være flere særlige events. Bl.a. vil der fra den 27. juli til 8. august blive afholdt en 100-års lejr for spejdere. Læs mere her
  • WAGGGS Verdenskonference: Fra den 26 til 31. juli vil WAGGGS afholde sin 38. verdenskonference på Cypern, hvor der bl.a. udvikles nye politikker og seks medlemmer skal vælges ind til verdensbestyrelsen. I år er der bl.a. et nyt krav om, at to unge under 30 år skal vælges ind. Læs mere her
  • JOTA JOTI (Jamboree on the Air, Jamboree on the Internet): er verdens største årlige spejderarrangement, der afholdes over internet og radio fra den 20. til 22. oktober 2023. Her vil det være muligt at få en international oplevelse på hjemmebane. Man kan tilmelde sin gruppe her eller finde de seneste informationer på denne facebookside
  • Juliette Low seminariet: WAGGGS årlige ledelsesseminar for 18 til 30-årige. Her bliver man trænet i WAGGGS’ værdier og ledelsesmodel i en uge. Datoerne er endnu ikke fastlagt. Læs mere her
  • 4th World Scout Education Congress: afholdes fra den 1. til 3. december i Paris, hvor deltagerne diskuterer og deler erfaringer indenfor uddannelsesområdet samt fastlægger de områder, som fremover skal prioriteres indenfor uddannelsesområdet i WOSM.
Åbningsbålet til Spejdernes Lejr 2022. Foto: Enrique Leon

Danmark byder på at blive vært for verdensjamboreen i 2031

En samlet dansk spejderbevægelse har besluttet, at Danmark byder ind på at få verdensjamboreen i 2031 til Danmark, da det vil åbne op for en masse spændende muligheder og ikke mindst spejderoplevelser. Selvom der er lang tid til 2031, så bliver der allerede arbejdet på højtryk for at udvikle konceptet og leve op til kravene, som WOSM stiller til en værtsnation. Denne sommer vil vi ansøge om at kunne stille op som mulig værtsnation, og derefter, hvis vi bliver godkendt, vil der følge et års kampagnearbejde for at blive valgt som værtsnation på WOSM’s verdenskonference i sommeren 2024.

Nordiske spejderevents

I 2023 er Danmark vært for to nordiske events. Det drejer sig bl.a. om kurset Go Global for spejdere i alderen 18-30 år (til efteråret). Der kommer snart flere informationer om denne begivenhed, men hvis man vil høre mere, så kan man også skrive til WOSMIC@scouts.dk

Nordic Adventure Race bliver afholdt i Danmark i 2024, for spejdere i alderen 13-16 år, og der vil snart blive sendt flere informationer ud om tilmeldingen til dette via dit spejderkorps. Desuden afholdes der et møde i den Nordiske Spejder Komité på dansk grund til efteråret. Her mødes nordiske spejderrepræsentanter, herunder de danske IC’ere (både WAGGGS og WOSM), spejderchefer og komitemedlemmer, og diskuterer forskellige tiltag. Du kan læse mere om det Nordiske- samarbejde og aktiviteter her 

Den europæiske spejderlejr Roverway bliver afholdt i Norge fra den 22. juli til den 1. august i 2024 med temaet ’North of the ordinary’. Så hvis du er mellem 16 og 22 år, og gerne vil have en stor international oplevelse, så kan du læse mere om begivenheden her – Tilmeldingen til lejren vil åbne i løbet af 2023 for det danske kontingent, og der forventes cirka 5.000 deltagere.