Spejderne støtter op om Grundlovsfesten

|

Kategorier

Foreningen Spejderne

Grundlovsfesten vil genskabe en stolt demokratisk tradition og skabe en bevægelse, der skal give folk i Danmark lyst til at markere vores fællesskab, samfund, grundlov og demokrati, når vi hvert år fejrer grundlovsdag 5. juni. På denne side kan du få inspiration til, hvordan din spejdergruppe kan fejre dagen samt mulighed for at få tilsendt mærker og søge støtte til en festdag.

Spejderne støtter op om Grundlovsfesten, da vi ofte er et af de første steder, hvor børn lærer om demokrati og medbestemmelse. Vi ønsker at synliggøre broen mellem aktiviteter i spejdergruppen og de kompetencer og den viden som spejderne bærer med ud i samfundet. Derfor opfordrer vi de over 1.000 spejdergrupper rundt om i landet til at bruge dagen som en anledning til at markere jeres daglige arbejde med at gøre børn og unge beredt til livet.

Sådan kan gruppen fejre grundlovsdag

En grundlovsfejring kan se ud på mange forskellige måder, og det er vigtigt, at gruppen sætter et ambitionsniveau, der gør det til en sjov aktivitet for alle. Aktiviteten kan holdes på selve dagen eller i ugen op til – eller efter – den 5. juni.

”Vi håber, at rigtig mange spejdergrupper rundt om i landet vil markere dagen og være med til at gøre grundlovsdag til en festdag. Spejderne har en stærk tradition for at børn og unge deltager i et forpligtende fællesskab, og vi vil gerne benytte Grundlovsfesten til at invitere flere ind og opleve Danmarks stærkeste fællesskab” udtaler Tobias Simonsen, den ene af to forpersoner i foreningen Spejderne.

Nogen af Grundlovsfestens partnere holder en slags ’børnenes byfest’, afholder en ’grundlovsquiz’ eller synger en fælles sang. I kan få mere inspiration til dagen her

Jeres gruppe kan også overveje at lave et grundlovskageløb, hvor spejderne indsamler ingredienser til en kage, når de løser grundlovsinspirerede opgaver på forskellige poster. I kan læse mere om grundlovskageløbet her

I kan også benytte muligheden af at besøge en grundlovsfest nær jer. Fra midten af maj vil I kunne finde en samlet oversigt på grundlovsfesten.dk

Få tilsendt mærker og søg op til 4.000 kroner

Hvis din gruppe har en sjov idé til et arrangement, men mangler nogle penge til at gennemføre idéen, så har I mulighed for at søge Grundlovsfestens festpulje for op til 4.000 kroner. Læs her, hvordan I kan søge om penge til at gøre festen lidt sjovere.

Derudover kan gruppen også få tilsendt nogle grundlovsmærker til din gruppe, hvis du bestiller dem inden den 24. maj. Mærkerne bestilles gratis ved at skrive til Grundlovsfesten på hejsa@grundlovsfesten.dk

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til Grundlovsfesten eller til Spejdernes støtte til det, så er du velkommen til at skrive til kontakt@spejderne.dk

Baggrund: Grundlovsfestens formål

Grundlovsfesten har til formål at genetablere en fejring af vores grundlovsdag. Grundlovsfesten har særligt fokus på at hver generation er som et nyt folk, hvorfor demokratiforståelse starter hos vores børn. Bag Grundlovsfesten står Foreningen 5. juni. Foreningen består af samfundspersoner fra mange sektorer, som alle arbejder med demokrati, formidling og børn.

Læs mere her