Onsdag d. 2. september inviterer Spejderne politikere og spejdere til en sjov og spændende eftermiddag på Christiansborg, hvor de mødes i uformelle rammer, løser opgaver sammen og undervejs kan snakke om stort og småt.
De historiske rammer på Christiansborg kommer til at danne ramme om et spejderløb på Slotsholmen, der tager udgangspunkt i aktuelle problemstillinger som bæredygtighed og mental sundhed, men også emner som prepping og samfundsberedskab og samspillet med spejderne, som bekendt altid er beredte. Læs mere om projektet her
Kom i patrulje med en politiker
Spejderne deltager i patruljer og får alle selskab af et medlem af Folketinget. Politikerne viser spejderne rundt på Christiansborg, og fortæller om deres arbejde. På vejen løser spejderne sammen politikerne opgaver, hvor spejderne og politikerne skal diskutere løsninger på vores samfunds aktuelle udfordringer. Her får spejderne lejlighed til at diskutere direkte med de politikere, der beslutter hvilken retning vores samfund skal i, og politikerne får mulighed for at få et nyt blik på verden fra engagerede unge spejdere.

Vil du være med?
Hvis du er mellem 14 og 18 år, så tilmeld dig og din patrulje på linket nederst. Hvis du er ældre, så send os en mail – Vi er i gang med at finde vores postmandskab, og vi vil meget gerne have dig og din bedste spejderkammerat med!
Det er gratis at deltage, men udgifter til transport dækkes ikke. Vi mødes kl 14:00, og der vil blive serveret aftensmad kl. 17:30. Læs mere i denne invitation
Tilmelding
Arrangementet er for spejdere mellem 14 og 18 år fra alle korps. Vi har et begrænset antal pladser, så skynd dig at tilmelde dig og din patrulje. Vi fordeler pladserne efter først-til-mølle-princippet.
Man tilmelder sig som en hel patrulje på mellem 4 og 8 personer. Kan man ikke samle en patrulje i sin lokale gruppe, opfordrer vi til, at man finder sammen på tværs af grupper fra sit nærområde og danner en patrulje med dem inden tilmelding. Patruljerne må gerne være tværkorpslige.
Tilmeld dig her – Spejderne på Slotsholmen 2025 | Medlemsservice
Vil du stå på post og tale med politikere og spejdere, så send en mail til: jth@dds.dk
