Fælles gruppeudviklingsprojekt

Spejderne har i 2017 sat gang i et spændende projekt omkring gruppeudvikling. Projektet skal etablere en fælles viden omkring gruppeudvikling, som direkte kan inspirere og bidrage til udvikling i den lokale spejdergruppe.

Derudover skal projektet også identificere hvilke behov, der med fordel kan løftes af spejderne i fællesskab fremfor af hver enkelt organisation, med henblik på at nå spejdernes ambition om at være 100.000 spejdere i 2025.

  • På siden ‘materialer og viden’ kan jeres spejdergruppe finde materialer og viden om gruppeudvikling, som løbende udarbejdes i forbindelse med projektet.

Projektet er inddelt i tre faser:

  1. Indsamling af viden
  2. Beslutning om en fælles gruppeudviklingsstrategi
  3. Udarbejdelse af en implementeringsplan

Du kan læse mere om de tre faser i projektet herunder.

Fase 1: Indsamling af viden

Projektet er p.t. i den første af de tre faser. Her har projektgruppen bl.a. udarbejdet en metaanalyse på baggrund af relevante rapporter fra de forskellige korps samt undersøgelser om fx unge og frivilligt arbejde gennem det sidste halvandet årti.

Arbejdet med den store mængde viden har dels peget på allerede kendte tendenser, som at friluftslivet er centralt for at tiltrække og fastholde spejdere, mens andre pointer har bidraget med ny viden, som åbner for nye handlemuligheder i forhold til gruppeudvikling.

Her på hjemmesiden vil du løbende få den nyeste viden i takt med, at arbejdet skrider frem.

Metaanalyse er kun et af de fire spor som er en del af indsamlingen af viden.

De fire spor i vidensindsamlingen er:

  • a) Metaanalysen. En gennemgang og sammenstilling af de vigtigste pointer fra relevante rapporter.
  • b) En kvantitativ analyse af ‘Spejderdanmark’ ud fra medlemsoplysninger fra organisationerne.
  • c) Erfaringsopsamling fra dem, der arbejder konkret med gruppeudvikling i de enkelte organisationer.
  • d) Involvering af så mange spejdere som muligt i forbindelse med SL2017 og efterfølgende arrangementer i de enkelte organisationer.

Fase 2: Beslutning om en fælles gruppeudviklingsstrategi

På baggrund af vidensindsamlingen udarbejder projektgruppen et oplæg til en dialog og debat omkring en fælles strategi.  Fra december og frem mod Spejdernes årsmøde i marts 2018 arbejder korpsenes ledelser sammen med Spejdernes bestyrelse på at finde frem til en fælles gruppeudviklingsstrategi, der kan vedtages på årsmødet i 2018.

Fase 3: Udarbejdelse af en implementeringsplan

Når der er besluttet en fælles gruppeudviklingsstrategi, vil projektgruppen udarbejde en implementeringsplan for, hvordan strategien kan understøtte arbejdet med gruppeudvikling i de enkelte lokale spejdergrupper. Hvilke gruppeudviklingsinitiativer, der herefter bliver iværksat, afhænger af den besluttede strategi samt finansieringsmuligheder.

Foto: Katja Lund-Rasmussen