Hvordan hænger bakterier, svampe og spejdermad sammen? Det har spejdere over hele landet nu mulighed for at udforske med Spejdernes nye projekt Naturen i Maden – et tværkorpsligt initiativ, der kombinerer friluftsliv, madlavning og naturvidenskab på en legende og lærerig måde.

Mærkeforløb for de 8-10 årige kan downloades her

Mærkeforløb for de 10-12 årige kan downloades her

Mærkeforløb for de 12-16 årige kan downloades her

Videovejledninger

Se Emma og Emma lave den baltiske læskedrik kvass. Kvass kan laves med lige præcis de smage, du har lyst til. De gode mælkesyrebakterier, som sidder på kålens blade, sørger for brus i læskedrikken. Find opskriften så du kan lave kvass derhjemme eller til næste spejdermøde i mærkeforløbene ovenfor.

Du kan også se videoen med Alfred og August som laver surkål her. Surkål bruger de gode mælkesyrebakterier til at give kålen en syrlig smag og få den til at holde sig længere. Mælkesyrebakterierne findes naturligt på kålens blade, så du behøver ikke at tilsætte andet end salt for at sætte processen i gang. Find opskriften så du lave surkål derhjemme eller til næste spejdermøde i mærkeforløbene ovenfor.

Mad og natur hænger sammen – også for spejdere

Mad er en uundgåelig del af spejderlivet. Uanset om det er den varme grød, der starter morgenen på weekendturen, den grønne gryderet, der afrunder en begivenhedsrig dag på lejren, eller eksperimenter med urter og grøntsager til det ugentlige spejdermøde, så skaber mad fællesskab, læring og gode oplevelser.

Samtidig er naturen rammen om alt, hvad vi laver som spejdere – og den er meget mere end træer, søer og dybe skove. Naturen findes også i det usynlige: i bakterierne i jorden, i gæren der hæver brødet, og i svampene, der forvandler te til kombucha.

Nye spejderaktiviteter lanceret

I projektet Naturen i Maden har spejdere på tværs af korps og i samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen, Haver til Maver og DTU lanceret en række nye spejderaktiviteter og mærkeforløb, der gør det sjovt og spændende for spejdere i alderen 8-16 år at udforske den usynlige del af naturen – gennem maden. Forløbene er, ligesom man fx. kender fra projektet Science Pirater, tilpasset forskellige aldersgrupper og giver spejderne mulighed for at lave fødevarer helt fra bunden: brød med surdej, kimchi med mælkesyrebakterier, hjemmelavet ost og læskedrikke – alt sammen med naturen som aktiv medspiller.

Vær med i projektet

Hvis du er interesseret i at blive frivillig, så skriv dig op til nyt om Naturen i Maden her

Hvis du er generelt nysgerrig på projektet (uden at bidrage) så skriv dig op her

Projektet Naturen i Maden er gjort muligt med støtte fra Novo Nordisk Fonden.

Har du spørgsmål så kontakt:

Tobias Lau (Det Danske Spejderkorps) – tol@dds.dk

Sus Lynge Dahl (KFUM-spejderne) – sus@kfumspejderne.dk