Spejderne: De stærkeste fællesskaber skal løfte verdensmålene

|

Kategorier

Foreningen Spejderne

DEBAT: Spejderne har Danmarks stærkeste fællesskab, og et stærkt fællesskab forpligter, når det gælder opfyldelse af FN’s verdensmål, skriver Thea Hass, direktør for Spejderne i et indlæg til Altinget.

De bredeste skuldre skal løfte de tungeste byrder – og de stærkeste fællesskaber skal løfte mest i forhold til verdensmålene.

FN’s 17 verdensmål har et uhørt højt ambitionsniveau, fordi de ikke kun har et snævert fokus på verdens mest udsatte lande, men sætter en ramme for en udvikling, der er relevant for alle lande. På den måde adskiller verdensmålene sig fra tidligere mål – og det kalder på, at løsningerne også skal adskille sig fra tidligere, hvis målene skal løftes.

Unge skal inddrages
Vi er vant til, at det især er organisationer med fokus på ulands-problematikker, der bidrager aktivt til arbejdet. Men med de nye, brede verdensmål er der skabt en bane for at alle organisationer kan komme på banen.

Og der er brug for organisationerne, hvis det høje ambitionsniveau skal indfris. Dette er for vigtig en sag til at overlade til det offentlige alene. FN’s verdensmål må gerne blive den nye folkesag i Danmark.

Vi har især brug for, at det er ungdommen, der tager verdensmålene til sig. Og vi har brug for, at det er den brede ungdom, der tager den til sig, og ikke kun dem, der i forvejen var engagerede i sagen.

Spejderne har en ambition om at gøre børn og unge beredt til livet gennem friluftsliv, fællesskab og udfordringer. At være beredt til livet handler både om at kunne håndtere sit eget liv, lige dér hvor man er, men også om at have forståelse for den bredere sammenhæng, som vi alle er den del af. Vi har alle en forpligtelse til at efterlade verden en smule bedre, end vi modtog den. Her kan verdensmålene være med til at sætte retning og konkretisere denne forpligtelse, som kan virke abstrakt for mange.

Stærke fællesskaber forpligter
Spejderne har også en ambition om at række ud og åbne vores fællesskab op. Spejderne har Danmarks stærkeste fællesskab, – det har vi blandt andet statsministerens ord for, da han besøgte Spejderne på Folkemødet 2016.

Det forpligter at have et stærkt fællesskab, og den forpligtelse tager vi gerne på os. Et stærkt fællesskab kan virke ekskluderende for dem, der ikke er en del af det, men det kan også være en stærk motor at sætte bag en bevægelse, hvor fællesskabets allervigtigste styrke er evnen og viljen til at række ud til andre – uanset om de er medlemmer eller ej.

At arbejde med verdensmålene skal være sjovt og inspirerende. Ikke kun noget man gør af pligt for at redde verden. Det skal tale til ungdommen på en måde, som giver mening for dem. Det behøver ikke alt sammen at være lige ”dybt”. Det kan for eksempel være et orienteringsløb, hvor der er et verdensmål på hver post, som inviterer til et par minutters refleksion over emnet, eller en lille opgave, der skal løses.

En idé kan også være at skabe en verdensmålsfestival som en årlig tilbagevendende begivenhed, der gør arbejdet med verdensmålene til noget sjovt og festligt, og noget man kan gøre selv og i fællesskab med sine venner, uanset om de er organiserede i en forening eller ej.

Spejderne ønsker også at lade ungdommen selv være med til at tage ansvar for for eksempel det fjerde verdensmål, der handler om kvalitet i uddannelsen til alle. Uddannelse kan her anskues som mere end blot dét, der foregår i de etablerede uddannelsesinstitutioner. Det kan være unge, der lærer andre unge, på baggrund af for eksempel deres første erfaringer med ledelse. En erfaring, som mange unge opnår gennem spejderbevægelsen, og som vi gerne giver videre til en bredere kreds.

Vi skal gøre verdensmålene let tilgængelige, hvis de skal blive folkeeje. Og kun hvis verdensmålene bliver folkeeje, er det muligt at få skabt den brede, globale opbakning til dem, som er nødvendig, hvis de skal realiseres.

Spejderne ønsker et samarbejde med alle, der har lyst til at arbejde med at sætte handling bag ordene i forhold til verdensmålene. Og vi stiller gerne vores ø, Ungdomsøen, der åbner i 2019 for hele Danmarks ungdom, til rådighed som en platform for de unges initiativer.