Yderligere 27 foreninger får støtte fra Renoveringspuljen

|

Kategorier

Fremtidens spejderhytte

Den A.P. Møllerske Støttefond har uddelt yderligere 6,3 mio. kroner til 27 lokale foreninger, der har ansøgt om midler til renovering af deres spejderhytter og kredshuse gennem Renoveringspuljen. I alt er der i løbet af 2023 blevet uddelt over 14 mio. kroner gennem Fondens Renoveringspulje, der er et unikt samarbejde mellem Spejderne, FDF og Den A.P. Møllerske Støttefond om at fremtidssikre spejderhytter og kredshuse rundt om i landet.

Også den anden og sidste ansøgningsrunde i Renoveringspuljen oplevede stor interesse, og Den A.P. Møllerske Støttefond har i denne omgang modtaget 88 ansøgninger fra lokale spejder- og FDF-foreninger. Ansøgninger kom fra foreninger fra alle steder i landet, og der blev både til store og små renoveringer – bedst symboliseret af, at den mindste ansøgning var på 10.000 kroner, og den største var på hele 3,9 mio. kroner. Ansøgningerne blev blandt andet vurderet ud fra projektets bæredygtighed i henhold til klima og drift, hyttens levetid, foreningens aktivitetsniveau og ansøgers bidrag til projektet.

Esbern Snare spejdergruppen fra Kalundborg fik tildelt 250.000 til et nyt tag gennem Renoveringspuljens første runde.

27 foreninger på tværs af korps og regioner

I alt har 27 lokale foreninger fået godkendt deres ansøgninger for sammenlagt 6.300.000 kroner. Den største bevilling er én million kroner til udskiftning af taget på Vangede Kirkes Ungdomsgård, der deles af KFUM-Spejderne og De grønne pigespejdere, mens den mindste bevilling er 25.000 kroner til udskiftning af en varmepumpe hos FDF Vejen. Nedenfor kan du se oversigten over, hvilke organisationer som har modtaget bevillinger, og hvorfra i landet de kommer:

Fordeling på organisationer

  • Det Danske Spejderkorps: 9, KFUM-Spejderne: 7, Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund: 7, De grønne pigespejdere: 1*, Danske Baptisters Spejderkorps: 2, Øvrige: 1

*Donationen til De grønne pigespejdere er et samarbejde med KFUM-Spejderne i Vangede Kirkes Ungdomsgård

Fordeling på region

  • København, Sjælland & øerne: 13; Nordjylland: 7 Midtjylland: 4, Fyn: 2, Sydjylland: 1

Over 14 mio. kroner uddelt til 68 lokale foreninger

Renoveringspuljen har over to ansøgningsrunder modtaget 227 ansøgninger til renovering og forbedring af spejderhytter og kredshuse i hele landet. Af disse ansøgninger er 68 projekter blevet godkendt og fået tildelt 14,26 mio. kroner af Den A.P. Møllerske Støttefond. Projekterne dækker blandt andet udskiftning af hytters tage, isolering af vinduer og vægge samt udskiftning eller reparation af hytternes energikilder.

Herskind spejdergruppe fik bevilget 95.000 kroner til efterisolering og ny varmepumpe gennem Renoveringspuljen

På grund af den store interesse har det ikke været muligt at imødekomme alle relevante ansøgninger. Nogle af afslagene skyldes manglende dokumentation eller, at hytterne har været så slidte, at det blev vurderet, at det mest bæredygtige ville være at bygge en ny hytte fremfor at reparere den eksisterende.

”Spejderhytten danner ofte rammen for vores foreningers arbejde med børn og unge, og vi er derfor rigtig glade for, at vi med dette projekt har kunnet støtte så mange foreningers indsats på en bæredygtig måde. Mange foreninger står dog over for helt at skulle udskifte deres hytte, og her håber vi, at de vil udnytte muligheden og søge om støtte til opførslen af ’Fremtidens Spejderhytte’, eller bruge tankerne bag designet af deres egen hytte,” fortæller Kasper Madsen, sekretariatschef for foreningen Spejderne.

Fremtidens Spejderhytte er en nytænkning af den klassiske spejderhyttes form og funktion, og Den A.P. Møllerske Støttefond donerer op til 25 af disse. Læs mere her

Samlet fordeling af bevillinger fra Renoveringspuljen

Et unikt samarbejde om at sikre fremtidens spejderhytter

Renoveringspuljen er en del af en større bevilling på 80 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til en indsats, der skal bidrage til et kvalitetsløft af de fysiske rammer for FDF- og spejderforeninger. Udover midler til renovering af eksisterende hytter, indeholder projektet også udviklingen af ’Fremtidens Spejderhytte’, der er nytænkning af den klassiske spejderhyttes form og funktion. Fonden støtter opførslen af op til 25 af disse hytter, ligesom tegningerne efterfølgende vil være tilgængelige for interesserede foreninger.

Læs mere om projektet her