Spejdernes deltagelse på Folkemødet 2025 drives af en tværkorpslig patrulje bestående af fire frivillige, der alle tidligere har deltaget på tidligere folkemøder på vegne af Spejderne og har god erfaring med debatter, formidling og samfundsengagement. Efter et Open Call og en grundig udvælgelsesproces har de fundet 10 spejdere, som sammen med patruljen skal deltage i debatter, facilitere aktiviteter og engagere sig i dialoger om unges rolle i demokratiet.
Planlægningsweekend
Patruljen er i fuld gang med planlægningen af deltagelsen på årets Folkemøde. Den 4.-5. april mødtes planlægningsgruppen og syv af de ti udvalgte spejdere til en inspirerende weekend i en spejderhytte på Fyn. Weekenden blev faciliteret af Kirstine Svansø Iversen, der tidligere har repræsenteret Spejderne på Folkemødet og har stor erfaring med unges engagement i demokratiet. Fokus var både på teambuilding og konkret planlægning af de formater, Spejderne vil bidrage med til årets Folkemøde.
Tre spor – én fælles indsats
Deltagerne er blevet inddelt i tre arbejdsgrupper med ansvar for henholdsvis debatter, aktiviteter og sociale medier:
- Debatter: Spejderne deltager på Grøn Scene og DUF – Ungdommens Scene med aktuelle temaer som ungt lederskab og frivillighed. Blandt spørgsmålene, der stilles, er: Hvordan gør man lederkurser mere tilgængelige for unge? Og hvad ville der ske, hvis de frivillige forsvandt?
- Aktiviteter: På Friluftsrådets område skabes et spejderlejrliv, hvor der inviteres til samtaleskabende aktiviteter. Samtidig står gruppen for opvarmning og spejderinspirerede indslag under DIF’s morgenløb.
- SoMe: Gruppen udvikler indhold til Spejdernes og korpsenes sociale medieprofiler og dækker både aktiviteter, debatter og stemninger direkte fra Folkemødet.
Årets tema
Folkemødets overordnede tema er “Fundament for fremtiden”. Spejderne bidrager med perspektiver på lederskab, frivillighed og bæredygtighed – alt sammen gennem unges egne stemmer og erfaringer.
Kontakt
Folkemødet 2025 drives af en frivillig patrulje bestående af Anna Pave, Jacob Utoft Sørensen, Marie Bak og Stella Valsted Godskesen. Har du spørgsmål til Spejdernes deltagelse, kan patruljen kontaktes på folkemoede@spejderne.dk.
Læs mere om vores deltagelse på folkemøder her