Foto: Margrethe Grønvold Friis
Vi spejdere har et mål, som er virkelig stort. Vi vil nemlig bygge en bedre verden. Ikke bare en bedre hverdag, et bedre Værløse, Vejle, Vedbæk eller Vestsjælland, men en bedre verden.
Målet er så stort, at man ikke kan andet end at blive fuld af inspiration, når man tænker på det. Men samtidig kan det også let tage pusten fra en. For hvordan bygger man verden bedre på et spejdermøde en tirsdag aften? Hvordan ved man, at man har bygget en bedre verden, når man sidder i bussen på vej hjem fra weekendens hyttetur?
Et af svarene er naturligvis, at vi gennem vores møder og ture udvikler ansvar hos børn og unge. Og at vi derved gør dem i stand til at tage bedre vare på verden omkring os. En del af dette arbejde handler om at vise vores spejdere, hvordan de allerede i en ung alder kan tage ansvar og bidrage til, at verden bliver et lidt bedre sted. Og her kan FN’s verdensmål, som dette materiale baserer sig på, være en inspiration
Hent aktivitetsmaterialet Byg en Bedre Verden
Til aktiviteterne hører også et mærke – det kan købes i Spejder Sport.
- Hent hæftet i print-venlig version
- Hent hæftet i version til læsning på pc/tablet/smartphone
- Læs hæftet online på issuu.com/spejderne
Spejderdagen og Verdensmålene
Aktivitetsmaterialet er udgivet i forbindelse med Spejderdagen 2018, hvor mange spejdere mindes den uselviske Sct. Georgs heltegerninger. Den 23. april hvert år, giver spejdere landet over spejderløftet, og lover at gøre deres bedste for at holde spejderloven, og en del af det, er at efterlade vores verden, en lille smule bedre end vi fandt den.
Med FNs verdensmål har vi nu 17 forskellige mål, som vi kan arbejde efter for at være med til at bygge en bedre og mere bæredygtig verden, og selv lave vores egne heltegerninger.
Fleksibelt aktivitetsmateriale for alle aldre
Aktivitetsmaterialet er henvendt til alle spejdergrupper i Danmark, og er et forsøg på at gøre verdensmålene nærværende for alle aldre.
Det betyder, at materialet kan bruges af hele gruppen eller kredsen samlet til et aftenmøde, men det kan også bruges i hver enkelt aldersgren. Der er aktiviteter for de største, og for de mindste, og de fleste aktiviteter kan skaleres afhængigt af målgruppe
Oversættelser
Materialet er ikke kun vedkommende og relevant for de danske spejdere, men for spejdere og unge i hele verden. Det betyder at materialet både er oversat til engelsk og islandsk.
Vil du høre mere om materialet og Byg en Bedre Verden, kan du kontakte Margrethe Grønvold på Margrethe.gronvold@Spejderne.dk
Læs mere om verdensmålene på verdensmålene.dk