Den danske spejderbevægelse arbejder på et bud for at få den 27. verdensjamboree til Danmark i 2031. Den endelige tildeling af værtskabet for jamboreen sker på WOSMs verdenskonference i august 2024.
Vi tror grundlæggende på, at vi som værter for verdens største spejderlejr vil kunne give deltagerne en fantastisk oplevelse og vise omverdenen, hvordan den danske spejderbevægelse arbejder i forhold til ungeinddragelse, patruljesystem og vores spejdermetode. Dertil kommer, at vi gennem værtskabet for et så stort event vil kunne udvikle det tværkorpslige samarbejde yderligere, give spejdere nye muligheder for at teste deres evner, skabe en stærkere kulturforståelse- og udveksling samt indsamle værdifulde lejrerfaringer, der kan hjælpe os med at tage vores tværkorpslige flagskib – Spejdernes Lejr – til nye højder i fremtiden.

Hvad er verdensjamboreen?
Det er verdens største spejderlejr med omkring 50.000 deltagere (inklusiv frivillige) fra over 150 lande. Verdensjamboreen afholdes af World Organization of the Scout Movement (WOSM) og finder sted hvert fjerde år, og det er derfor en oplevelse, som du kun kan komme med som deltager én gang i dit spejderliv, da alle deltagere skal være i alderen 14-17 år. Hvis du er ældre, så kan du kun komme med som leder (International Service Team, tropsleder eller frivillig i National Headquarters).
Den næste verdensjamboree bliver afholdt i 2027 i Polen, og det bliver den 26. verdensjamboree. Lejren har én gang tidligere været afholdt i Danmark, og det var den 2. verdensjamboree, som blev afholdt i Ermelunden i 1924.

Hvad er den videre proces?
Den danske spejderbevægelse har i juli 2023 indsendt sit mulige bud til værtskabet for verdensjamboreen i 2031 til WOSM. Da WOSM imidlertid er ved at gennemse deres ansøgningsprocesser ved vi formentlig først til marts 2024, om vores bud bliver accepteret.
Men allerede nu har vi et stærkt kampagneteam af frivillige der i tæt samarbejde med Spejdernes sekretariat arbejder på at stå stærkt frem mod WOSMs 43. verdenskonference, der bliver afholdt i slutningen af august 2024, og hvor hvert medlemsland får mulighed for at stemme på deres favoritkandidat.
Det mulige danske bud vil formentlig skulle konkurrere mod et bud bestående af en alliance af seks lande (Bangladesh, Ecuador, Egypten, Kenya, Ukraine og USA), der foreslår en mulig afholdelse af Jamboreen i Summit Bechtel Reserve i USA.
Læs det officielle danske bud som blev indsendt til WOSM den 31. juli 2023 her
