Mangler din gruppe nogle sjove aktiviteter, der sætter fokus på demokratiets rolle i vores spejderarbejde? Så tag et kig på vores escape room-aktivitetsmateriale eller grundlovskageløb, da disse aktiviteter er udviklet med henblik på at have et sjovt spejdermøde i demokratiets tegn.
Spejderne samarbejder med Grundlovsfesten om at gøre grundlovsdag til en demokratisk festdag, da spejderne ofte er et af de første steder, hvor børn lærer om demokrati og medbestemmelse. Derfor opfordrer vi spejdergrupper rundt om i landet til at bruge dagen som en anledning til at markere jeres daglige arbejde med at gøre børn og unge beredte til livet.
Aktiviteter med fokus på demokratiet
Der er mange måder at sætte fokus på demokratiets rolle i jeres grupper. I kan invitere en kommunalpolitiker på besøg, lave et optog, øve jer i at holde taler mm. For at gøre det lettere at gå til, så har en tværkorpslig gruppe af spejderledere udviklet aktivitetsmaterialer til dig og din gruppe. Aktiviteterne kræver ikke mere end et par planlægningsmøder til forberedelse og så selve mødet til aktiviteten.
Escape room-ramme: Grundloven og demokratiet er i fare! Løs gåder, knæk koder og samarbejd i spejdergruppen for at finde grundloven og redde demokratiet! I kan udvælge en håndfuld opgaver, som skal løses for at redde grundloven. I alt er der udviklet 34 forskellige aktiviteter fordelt på tre kategorier; Samarbejdsopgaver, Kode & Sprogopgaver samt Fysiske opgaver. Der er også lave en overordnet rammefortælling til spejderlederen. Læs mere om aktiviteten her
Grundlovskageløb: I kan også lave dette løb, hvor spejderne indsamler ingredienser til en kage, når de løser grundlovsinspirerede opgaver på forskellige poster. I kan læse mere om grundlovskageløbet her

Bag om samarbejdet
Foreningen Spejderne samarbejder med Grundlovsfesten om at gøre grundlovsdag til en demokratisk festdag, da spejderne ofte er et af de første steder, hvor børn lærer om demokrati og medbestemmelse. Vi ønsker at synliggøre broen mellem aktiviteter i spejdergruppen og de kompetencer og den viden som spejderne bærer med ud i samfundet.
Bag Grundlovsfesten står Foreningen 5. juni. Foreningen består af samfundspersoner fra mange sektorer, som alle arbejder med demokrati, formidling og børn.