Spejdernes Lejr efterlod et positivt aftryk i værtskommunerne

|

Kategorier

Spejdernes Lejr

Høje-Taastrup, Greve og Roskilde kommune var i sommeren 2022 værtskommuner for afholdelsen af Spejdernes Lejr i Hedeland Naturpark. Evalueringsrapporten viser, at det var en meget succesfuld lejr med stor tilfredshed blandt besøgende, et godt og tæt samarbejde med lokale organisationer, samt stor omtale af lejren i lokale og nationale medier.

Afholdelsen af Nordens største spejderlejr kræver en stor indsats fra værtskommunerne, Spejdernes lille sekretariat og de knap 5.000 lejrfrivillige som står bag lejren. Dertil kommer yderligere tusindvis af frivillige spejderledere som bruger knap to uger af deres sommerferie på at give de 32.000 deltagere en uforglemmelig lejroplevelse. Derfor er vi ekstra glade for, at evalueringsrapporten viser, at værtskommunerne har fået de ønskede resultater ud af at lægge jord til Spejdernes Lejr 2022.

Evalueringsrapporten har hovedsageligt fokuseret på at gengive lejrens forløb og svare på, om Spejdernes Lejr 2022 levede op til de tre overordnede formål som Høje-Taastrup, Greve og Roskilde kommune ønskede sig for at stille Hedeland Naturpark til rådighed;

  • Kendskabet til Hedeland Naturpark skal styrkes lokalt såvel som nationalt
  • Aftalen skal understøtte Hedeland Naturparks udviklingsplan og modne området til store arrangementer
  • Spejdernes Lejr etablerer samarbejde med erhvervsliv, borgere og foreninger, herunder sociale foreninger

Du kan læse hele evalueringsrapporten her eller læse hovedkonklusionerne nedenfor.

Styrket kendskab til Hedeland Naturpark

I alt besøgte cirka 82.000 (32.000 deltagere og 50.000 gæster) personer Hedeland Naturpark i løbet af den 23. til 31. juli 2022. Blandt de mere prominente gæster var statsminister Mette Frederiksen, daværende kulturminister Ane Halsbo-Jørgensen, den nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og H.K.H. Prinsesse Benedikte. Dertil kommer, at over 75 af landets kommunale ledelse besøgte lejren på Borgmesterdagen.

Vores deltagersurvey viser desuden stor tilfredshed (81 procent) blandt gæsterne på lejren, og vi formoder derfor, at de besøgendes tilfredshed og glæde over lejren vil blive videreformidlet til venner, familie og med-spejdere, der ikke kunne være på Spejdernes Lejr 2022.

Dertil kommer, at Spejdernes Lejr 2022 genererede over 1.000 presseklip om lejren – svarende til en annonceværdi på over 50 millioner kroner. Alt i alt mener vi derfor, at vi har styrket kendskabet til Hedeland Naturpark i danskernes bevidsthed på en positiv måde.

DR Vejret sendte live tre dage fra Spejdernes Lejr 2022

Understøtter Hedeland Naturparks udviklingsplan

Spejdernes Lejr 2022 har efter aftale med Hedeland Naturpark efterladt en del af vores fysiske infrastruktur i området. Under jorden er der oprettet fem strategiske infrastrukturspunkter, hvor fremtidige arrangører nemt kan koble sig på vand, el og kloakforsyningen samt fibernet. Dertil kommer, at Spejdernes Lejr 2022 har bygget en Læringsspiral i grusgraven med fokus på verdensmålene. Læringsspiralen fungerer som et pause- og læringsrum og henvender sig til besøgende såvel som skoleklasser med sin unikke og farvestrålende arkitektur.

I alt har Spejdernes Lejr efterladt blivende infrastruktur i Hedeland Naturpark for lige godt otte millioner kroner, og derfor mener vi, at vi både har været med til at skabe bedre fysiske rammer for Hedeland Naturparks besøgende og for lignende fremtidige events.

Vartegnet for Spejdernes Lejr 2022 var en Læringsspiral bestående af 17 verdensmålshytter

Stærkt samarbejde med lokale organisationer

Spejdernes Lejr 2022 har haft et konstant fokus på at søge leverandører fra det lokale erhvervsliv og samarbejder med lokale foreninger uden at gå på kompromis med deltagernes oplevelse. Vi er stolte af, at vi har samarbejdet med over 100 lokale virksomheder og foreninger, men det er også et område, hvor det fulde potentiale ikke blev nået. Desuden er vi glade for, at vi lykkedes med have cirka 50 af lejrens godt 300 aktiviteter afviklet i samarbejde med lokale foreninger ude i værtskommunerne.

50 aktiviteter foregik i værtskommunerne – bl.a. kunne spejdere køre på verdens længste skaterbane i Taastrup

Konklusion

Alt i alt er der ingen tvivl om, at Spejdernes Lejr 2022 har været en krævende indsats for alle involverede, men at vi sammen er lykkedes med at skabe en fantastisk Spejdernes Lejr 2022 og fået sat Hedeland Naturpark på Danmarkskortet i tusindvis af menneskers bevidsthed. Undervejs har partnerne fået værdifulde erfaringer, der både vil bidrage til fremtidige Spejdernes Lejre, men som også har været med til at rykke grænsen for, hvad der er muligt i Hedeland Naturpark – til gavn for områdets fremtidige events.

Andre evalueringer af Spejdernes Lejr 2022

Tidligere har både gruppernes evaluering og de frivilliges evaluering overvejende givet positive tilkendegivelser, ligesom lejren er lykkedes med at genere et lille overskud, som går til arbejdet med den kommende lejr i 2026.

Du kan læse gruppernes evaluering her
Du kan læse de frivilliges evaluering her
Du kan læse om lejrens regnskab her