Norsk spejdergruppe prøver SciencePirater

I 2021 udkom SciencePirater med et væld af spændende aktiviteter og kan nu kaldes international. En norsk familiespejderenhed har prøvet aktiviteterne. Hør mere her om hvordan.

SciencePirater har krydset den danske landegrænse nordpå. En familiespejderenhed i Norge har taget et forløb med deres spejdere og gjort dem klogere på naturvidenskab.

Det er de to norske spejdere Signe Riemer-Sørensen og Martin Lentz, som er tilknyttet spejdergruppen 1. Eiksmarka i Oslo, der sammen med deres familiespejdere med aldersspændet 3-8 år har lavet et science-forløb med inspiration fra vores materiale. De fik materialet fra en spejderleder i Danmark, og Signe forklarer.

“Når vi nu er hhv. ingeniør og forsker, så virkede det temmelig oplagt at bruge det. Især når vores 6-årige samtidig havde fundet en bog med eksperimenter og gerne ville prøve dem alle sammen. Børn undrer sig naturligt, så udfordringen er, at vi som ledere og forældre giver plads til undringen.”

Selvom mange af aktiviteterne ikke er direkte taget fra vores materialer, kan man tydeligt fornemme inspirationen, for eksempel har familiespejderne prøvet at lave luftballoner, kigget på mikroorganismer og talt om, hvordan man kan vide, om der er noget levende, man ikke kan se, og bygget raketter på forskellig vis.

“Jeg synes, at det var fedt, at materialet kom med både færdige forløb og inspiration. Vi valgte aktiviteter på kryds og tværs. Som familiespejdere skal aktiviteterne være tilpasset både børn og voksne samtidig,” fortæller Signe.

Forældre deltog da også, men ofte på afstand, da der var stor fokus på, at børnene selv skulle prøve af, så forældrene havde pænt deres hænder i lommerne. Til aktiviteten med varmluftsballonen skulle alle være med, og ikke kun spejderne, men også to fædre var glade for den aktivitet – så det er virkelig noget, der har battet for alle aldre.

Du behøver som leder dog ikke være ingeniør og forsker for at holde spejdermøder med SciencePiraters materialer. Vi har skræddersyet et mærke-forløb, udviklet et aktivitetshæfte med et væld af aktiviteter og lavet lommebøger, som er lige til at kaste sig ud i, og i løbet 2022 arbejder vi på nye koncepter, som kan klæde dig godt på.

SciencePirater er støttet af VILLUM FONDEN og forankret i Spejderne. Læs mere om projektet og find vores materialer her på hjemmesiden.

SciencePirater melder klar med nye materialer 

Hvis du er vild med naturvidenskab og spejder, så skal du prøve SciencePiraters nye aktiviteter, der netop er udkommet. 

Siden starten af 2020 har en gruppe naturvidenskabselskende frivillige fra alle spejderkorps i Danmark udviklet de fedeste science spejderaktiviteter til dig og dine spejdere. Vi har nu en pakke klar med nogle af de sjove forsøg, som du allerede nu kan gå i gang med. Vi har lavet et aktivitetshæfte, en eksperimentguide for de 8-10-årige, mærker for de 6-10-årige spejdere, en dagscamp og en uddannelse for dig som leder. 

Materialerne er udviklet ud fra science spejdermetoden, som kombinerer den naturvidenskabelige tilgang med spejdermetoden. Vi har arbejdet ud fra fem principper: Elsk eksperimenter, fejl er fantastiske, børn og unge bestemmer, vi går på opdagelse og leg=læring.  

Aktivitetshæfte

Aktivitetshæftet er for de 10-årige spejdere og opefter. Du får som leder et hæfte med 19 fede aktiviteter, som bringer dig og dine spejdere forbi spejderhytten, grunden, byen og skoven, hvor I sammen tager de naturvidenskabelige briller på. Aktivitetshæftet indeholder en præsentation af aktiviteten, formålet, en dybere forklaring for dig som leder og en lille beskrivelse af, hvad du kan fortælle spejderne. I kan prøve at lave en varmluftballon eller se, hvordan man laver et lukket økosystem i en flaske, og der er virkelig opgaver, der fanger alle typer af spejdere. Få fingrene i hæftet på 55Nord (link) og Spejder Sport (link). Læs mere om hæftet her (link). 

Eksperimentguide (8-10 år)

Eksperimentguiden i denne udgivelse henvender sig til den 8-10-årige spejdere, og vi er i gang med at udvikle endnu en til de yngre spejdere. Den er en lille lommebog, som kan være i en uniformslomme og indeholder et væld af sjove aktiviteter, som spejderne selv kan kaste sig ud i, fx eksperimentere med at starte ild og lave sit eget køleskab. Find bogen 55Nord.dk/Spejdersport.dk (link). Hvis du vil videre mere om aktiviteterne i eksperimentguiden, læs mere her. 

Mærke (6-8 år og 8-10 år)

På fire møder kan du sammen med dine spejdere tage et mærke. Vi har arbejdet ud fra de fem principper i science spejdermetoden, og børnene kan fx opleve at lave en fakirballon, få rosiner til at danse, hjælpe peber på flugt og mange andre aktiviteter, der sætter hjernecellerne i gang. Du kan læse mere her. 

Uddannelse

Uddannelsen henvender sig til dig, der gerne vil blive klogere på SciencePiraters aktiviteter og derefter kan lave sjove forsøg med dine egne spejdere. Vi har skræddersyet uddannelsen, så du bliver introduceret til science spejdermetodens fem principper, bliver klogere på sikkerheden i forbindelse med nogle af forsøgene og selv prøver sjove forsøg. Hvis du skal på Landstræf, Klan- & Lederevent eller til lederevent på Nyborg Strand kan du prøve uddannelsen, men vi kommer også gerne på besøg, hvis der er interesse for det i dit distrikt/division eller spejdergruppe. Uddannelsen henvender sig både til dig, der ikke er så vant til naturvidenskab, og til dig, der allerede er i gang. Vil I have uddannelsesholdet forbi f.eks. i gruppen eller distriktet/divisionen, så skriv til sam@pigespejder.dk og hør om mulighederne. 

Camp

Campen er et dagsevent på cirka to timer, som giver spejderne mulighed for at blive nysgerrige og klogere på spændende forsøg med naturvidenskab som hovedattraktionen. Der er knald på de fede forsøg, og disse kan for eksempel bruges i forbindelse jeres temaweekend, endagsaktivitet, lejre eller på centrene. Hvis du har den fede idé til efterårets weekend, kan du skrive til os på sama@sciencepirater.dk og høre, om vi kan komme forbi. 

SciencePirater er et Spejderne-projekt, der er støttet af VILLUM FONDEN. Aktiviteterne er udviklet siden starten af 2020, og der kommer endnu flere spændende aktiviteter efter sommerferien. Læs meget mere på denne side.

 

Glæd dig til SciencePiraternes camps

En slatten ballon på en flaske puster sig op ved hjælp af CO2. Det er et fint lille forsøg, som en gruppe frivillige fra SciencePirater prøvede af lørdag den 8. maj 2021, da de skulle udvikle spændende camps for alle spejdere og deres ledere i Danmark. En camp vil tage cirka to timer, og den bliver fyldt med flotte forsøg og muligheder for at prøve forsøg af selv.

Konceptet bliver, at du og din gruppe kan invitere SciencePirater på besøg som en del af en weekend eller en dagsaktivitet med spejdere, og I bliver med garanti klogere på, hvad der sker, når et forsøg udspiller sig. Spejderne får en oplevelse, de sent vil glemme!

“De frivillige er passionerede omkring at planlægge campene og glæder sig til at vise naturvidenskab frem med wow-faktor,” fortæller Kirstine Mose Schade, der er projektleder i SciencePirater.

Campen planlægger også at besøge Ungdomsøen til Åben Ø, hvor du i løbet af de næste måneder kan komme til Åben Ø og prøve sjove naturvidenskabelige forsøg. De frivillige fra SciencePirater vil teste den første version af deres camp med en spejdergruppe i Roskilde.

Når konceptet er færdigudviklet, kan du tage fat i SciencePirater-projektet til dit næste gruppearrangement. Det kan du læse mere om i et kommende nyhedsbrev.

SciencePirater er et Spejderne-projekt, der er støttet af VILLUM FONDEN. Hen over sommeren kan du og dine spejdere i alle aldre opleve naturvidenskab i form af mærker, lommebøger, et aktivitetshæfte og en camp. Der kommer også en uddannelse til dig som leder.

Vil du og din gruppe have besøg af SciencePiraters camp fra den 1. august og frem, så skriv til sama@sciencepirater.dk og hør om jeres muligheder.

Lav en vulkan som en del af SciencePirat-mærket

Af Frida Viktor, frivillig i mærkegruppen hos SciencePirater

SciencePirat-mærket kommer til sommer og er spejder og naturvidenskab, når det er bedst. Mærket kan tages på jeres ugentlige møder og er bygget på SciencePiraters fem principper: gå på opdagelse, børn og unge bestemmer, leg = læring, fejl er fantastiske og elsk eksperimenter. Hvert møde tager udgangspunkt i en eller to af disse principper.

På mødet, hvor temaet er ’fejl er fantastiske’, kan du bl.a. støde på et eksperiment, hvor der skal bygges en vulkan. Spejderne skal starte med at bygge selve vulkanen, og her er det kun fantasien, der sætter grænser. Vil I bruge naturmaterialer, give jer i kast med papmache eller noget helt tredje? Det er børn og unge, der bestemmer.

I midten af vulkanen placeres en tom sodavandsflaske, hvori der blandes natron og eddike, og med det samme sker eksplosionen, så lavaen løber udover vulkanens sider. Da temaet for dette eksperiment er ’fejl er fantastiske’, er der i beskrivelsen ikke angivet blandingsforholdet mellem natron og eddike. Det er op til spejderne selv at finde frem til det blandingsforhold, der giver den bedste eksplosion. For humlen af ’fejl er fantastiske’ og dermed de aktiviteter, der hører under dette møde, er, at man skal prøve sig frem, lære af sine fejl, og så prøve igen, så skal det nok lykkes til sidst.

I beskrivelserne af mærke-eksperimenterne er der også en kort og simpel forklaring på, hvorfor det, der sker, sker, så mærket er ikke kun sjov og ballade, men har også et læringsaspekt. Alt mærkematerialet er lige at gå til, så selvom du som leder ikke har haft fysik/kemi siden 9. klasse, kan du sagtens være med – det kan være du lære en ting eller to selv.

SciencePirat-mærket er en af flere spændende materialer, der kommer til sommer. Projektet SciencePirater er støttet af VILLUM FONDEN.

 

Fedt sciencemateriale på vej til spejderledere

Hvordan sætter man ild til en isterning? Hvad er friktion? Kan man lave en bordbombe selv? Disse spørgsmål kan du og dine spejdere udforske sammen, når SciencePirater går i luften til sommer. Vi er i gang med at udvikle mange forskellige aktiviteter og materialer. Her er et lille overblik over de forskellige ting, du kan prøve af i løbet af sommeren og efteråret.

Lommebog

Vi arbejder på en lommebog til både de 6-7-årige og de 8-10-årige spejdere. Til juni kommer bogen til de 8-10-årige, og i august er bogen til de 6-7-årrige klar, som det er lige nu. Denne kan spejderne have i deres uniformslommer og finde små vejledninger til naturvidenskabelige aktiviteter, tegnet og fortalt.

Aktivitetshæfte

Aktivitetshæftet kan tage dine spejdere og dig selv på eventyr i de miljøer, vi spejdere bevæger os rundt i: Spejderhytten, i byen, i skoven og på spejdergrunden. Her kan I sammen blive klogere på fx planter, vandrensning og molekylær gastronomi, og der er noget for enhver spejder. I hæftet vil du både finde vejledning, tips til brug og idéer til variationer, og hvordan du arbejder metodisk med vores science Spejdermetode.

Mærke

Til de spejdere, der drømmer om et nyt mærke til uniformen, kan vi præsentere SciencePirat-mærket. Der er et mærke til aldersgrupperne 6-8, 8-10, 10-13 og 13-16 og aktiviteter, der matcher de forskellige grene. Mærket kan tages på fire møder, og spejderne kan for eksempel udforske vand, lave en vulkan af natron og eddike eller tegne og gætte med fødderne. Det er sjovt og lærerigt på samme tid. Mærket kommer af to omgange; for de yngste 6-8 og 8-10 i juni og de ældste i august.

Aktivitetskasse

Til efteråret kommer en aktivitetskasse på bordet. Kassen vil kunne bestilles via 55Nord eller DDS Materieldepot, og den vil indeholde forskellige remedier og væsker, som skal bruges til de lidt vildere forsøg. Der vil være en fin beskrivelse af fremgangsmåden, og når I gerne vil have kassen genopfyldt eller vil give den videre til andre spejdergrupper i Danmark, kan I sende den tilbage.

Camp

Hvis der mangler wow og begejstring over naturvidenskab i din spejdergruppe, kan campen være en mulighed. Campen er en eftermiddagsaktivitet, hvor frivillige fra SciencePirater har planlagt et show og en masse involverende aktiviteter, som spejderne selv kan stikke fingrene i. En blanding af show og prøv-selv, som skal give glæde over science og lyst til at lære mere med store forsøg og masser af viden. Lige nu er vi i fuld gang med at planlægge detaljerne.

Uddannelse

Hvis du som leder føler, at du gerne vil klædes bedre på til at lave naturvidenskabelige forsøg, udvikler vi i skrivende stund en uddannelse. Den er for alle ledere – både dem, som slet ikke er vant til den slags aktiviteter, og til dem som mangler lidt inspiration og introduktion til SciencePirater. Denne uddannelse lægger op til at prøve dig frem, og du vil føle dig klar til at bruge de fede sciencematerialer og kunne arbejde metodisk med, hvordan du selv gør dine aktiviteter mere opdagelseslystne, mere involverende og mere eksperimenterende.

SciencePirater arbejder ud fra Science Spejdermetoden, der kombinerer de bedste og vigtige metoder og værdier fra spejdermetoden og den naturvidenskabelige tilgang. Dette projekt er støttet af VILLUM FONDEN.

 

SciencePirater er sat i søen

I en tid der ikke ligefrem tillader planlægningsweekender med mange deltagere  og hyggesnak tværs over bål, er SciencePirater – det tværkorpslige projekt, der skal lave naturvidenskabelige aktiviteter for alle spejdere i Danmark –  i stedet startet op digitalt. Til trods for en anderledes opstart, er motivationen hos de frivillige spejdere stadig i top.

 

På trods af et lukket spejderland, blomster det tværkorpslige projekt SciencePirater. Indtil videre består projektet af 11 spejdere fra fire korps, som til sammen danner et landsdækkende fælleskab, der over de næste tre år skal udvikle de sjoveste, vildeste, skøreste og mest lærerige naturvidenskabelige spejderaktiviteter til spejdergrupper over hele landet.

 

Fælles for de 11 frivillige er en stor interesse for naturvidenskab og et brændende ønske om at lave fede aktiviteter for spejdere i hele Danmark. Til gengæld er sammensætningen ellers meget bred: Gruppen består af fire kvinder og syv mænd, den yngste er i 20erne år gammel og den ældste mere end det dobbelte. Der ud over spreder de frivillige sig helt fra Thy til Odense og videre til Amager.

 

Motivationen er intakt

Selvom udsigterne til en normal spejderhverdag lige nu er tåget, er der ingen tvivl om, at de frivilliges motivation for at fremme naturvidenskabeligt indhold til spejderne stadig er intakt. Frida Viktor fra De grønne pigespejdere glæder sig i hvert fald til at kunne være med til at udbrede naturvidenskab i spejderregi:

Folk har ofte et svært forhold til naturvidenskab, men det er vigtigt, at der i fremtiden også er nogle, der vil faget. SciencePirater er derfor en god måde at lave noget naturvidenskabelig viden, som spejderne kan lege sig til.”

Gry Persson fra Det Danske Spejderkorps er også glad for at være kommet i gang med SciencePirater, og hun fortæller, hvorfor spejder spænder så godt overens med naturvidenskab:

Børn er umiddelbare og nysgerrige, og det skal dyrkes. Både spejdermetoden og naturvidenskab fordrer til nysgerrighed, og den nysgerrighed kan vi som uddannede voksne være med til at fodre.”

For Bo Haagensteen Møller fra KFUM-Spejderne kommer noget af interessen for naturvidenskab fra alle de vilde ting, som videnskaben kan levere:

Hvis kontrollen og sikkerheden er på plads, er jeg er glad for store bål, batterier og ting, der springer i luften. Derudover elsker jeg, når jeg forstår nogle brikker, der passer sammen. Dét vil jeg rigtig gerne give videre til ungerne. Jeg glæder mig til at se deres nysgerrighed og lave nogle ting, der tænder dem. Derudover vil jeg rigtig gerne lave noget farligt på en ikke farlig måde, så spejderne lærer, hvor vigtig sikkerhed er.”

 

 

Digitalt ok, fysisk bedst

Selvom de frivillige i Problempiraterne ikke nåede at mødes fysisk, inden Danmark lukkede ned, har de netop mødtes første gang – digitalt:

Det er selvfølgelig bedre at kunne mødes fysisk, men det var en fin måde at få projektet sat i gang, og det er fedt, at der sker noget, selvom vi ikke kan mødes rigtigt,”

fortæller Gry Persson, der samtidig tænker, at digitale møder fremadrettet kan være noget, der skal tænkes mere i.

Til trods for de digitale møder ikke har optimale forudsætninger, er Bo Hagensten Møller  alligevel af den overbevisning, at de rent faktisk har potentiale på andre parametre end fysiske møder:

Tidseffektiviteten på online-møder er fin, og på den måde er det også nemmere at lave kortere møder med hyppigere frekvens. Det betyder, at fremdriften på projektet sker hurtigere, og det er jo kun godt.”

For Frida skaber de digitale møder en bekræftelse af, at SciencePirater ikke er lammet. Samtidig er hun heller ikke i tvivl om, at hun virkelig ser frem til at komme videre frem i projektet.

For børn virker eksperimenter indenfor naturvidenskab som magi, mens det for ældre mennesker giver en god forståelse for, at faget kan bruges bredt. Jeg glæder mig derfor til at starte eksperimenter og en hel masse prøven sig frem op.”

 

Alle de frivillige håber snarest at kunne mødes fysisk, så de kan få skabt endnu mere sjov, brag, aha-oplevelser, eksperimenter og legende læring i naturvidenskabelige rammer.

 

Hvis du har lyst til at blive en del af holdet – eller bare vil høre mere om projektet – så kontakt Martin Lennard på tlf. 21 33 04 29 eller mail mle@dds.dk

 

 

Fakta:

Hovedaktiviteterne i ‘SciencePirater’ fra 2020 til 2022 er:

  • Uddannelse af frivillige spejderledere til at bruge science spejdermetoden i spejderarbejdet
  • Udvikling af konkret aktivitetsmateriale og eksperimentguides til børn, unge, foreninger og institutioner over hele landet.
  • 63 SciencePirat-Camps med science-aktiviteter for børn, unge og familier, ved spejderhytter, på Ungdomsøen og Spejdernes Lejr i 2022.
  • Sponsoreret af Villum Fonden